”Endelig ønsker vi at stille spørgsmålstegn ved, om læreruddannelsen er placeret optimalt på Centrene for Videregående Uddannelser (CVU). I andre lande er uddannelsen ofte indarbejdet på universiteterne. I Finland skal alle lærere f.eks. have en uddannelse på masterniveau. Det betyder, at læreruddannelsens faglige element ikke varetages af seminarielærere, men af universitetslærere, der er udprægede fagspecialister. Universiteterne tilbyder også de lærerstuderende et bredere, akademisk miljø og en umiddelbar forbindelse med de professorer, der udfører pædagogisk forskning.” (Mortimer m.fl. i OECD review 2004 pkt. 220)

Er CVUerne egentlig den rette ramme om læreruddannelse til grundskolen? Sådan stilles spørgsmålet fra stadigt flere sider. Senest også internt blandt regeringspartierne, hvor den konservative ordfører foreslår dele af læreruddannelsen overdraget til universiteterne. Universiteterne melder sig klar til at løfte opgaven – de har fagligheden! Uden at sandsynliggøre at de kan varetage en professionsrettet læreruddannelse, der er baseret på både faglig og fagdidaktisk indsigt, teamsamarbejde og tæt dialog med forældrene. OECD har jo selv udtalt… nu er det jo lige at OECD arbejder med mennesker og faglige vurderinger. Nogle gange er vurderingerne baseret på omfattende analyser, men andre gange er det vist også blot eksperter, der synes – og altså glemmer forpligtelsen til dokumentation. En anden – og langt større – aktuel OECD udredning om lærerarbejdet i 27 lande maner nemlig til besindighed: ”At udbyde læreruddannelse på universiteter er imidlertid ingen garanti for at sikre højere kvalitet og større attraktivitet.” (OECD: ADRET 2004)

CVUerne afvises direkte og indirekte fra flere forskellige sider. Nogle seminarier søger at fastholde uforpligtende løse netværk eller inviterer det lokale universitet til at overtage opgaven. Uden at sandsynliggøre at sådanne løsninger er brugbare også uden for universitetsbyerne.

Senest har undervisningsministeriet spillet ud med indsatsområder for anvendelsen af 180 mio. kr. beregnet til styrkelse af CVUers og erhvervsakademiers funktion som regionale videncentre. En stor pose penge – en vigtig mulighed for at sætte alvor bag ordene om at styrke fagligheden – men fagligheden er vist glemt. Blandt de 4 kernefaglige områder som sidste år blev udråbt som omdrejningspunkt for hele det almene uddannelsessystem er det alene naturfagsområdet, der som 1 af i alt 9 indsatsområder ønskes styrket som spidskompetence. Nok består fagligheden på MVU-området af flere professioner end lærere, men det er dog tankevækkende, at hverken dansk, matematik el. fremmedsprog hører blandt de områder, som Undervisningsministeriet prioriterer at udvikle. Vi må håbe at Undervisningsministeriet husker på de øvrige fagområder i de kommende år, ellers kan de vist lige så godt overdrage læreruddannelsesområdet til deres kolleger i Videnskabsministeriet.

Nu kan man jo – hvis ikke man henter sit udkomme i et CVU – fristes til at ryste på hovedet. De slås for brødet – men det bør jo ikke handle om læreruddanneres vilkår. Langt vigtigere må det være at sikre en tæt kobling mellem læreruddannelse, videreuddannelse og udviklingen af den professionelle praksis! Måske er det sådan, at netop CVUerne repræsenterer en model, der skaber et langt tættere samspil mellem disse tre kerneopgaver og fremmer lærernes kompetenceudvikling i et livslangt perspektiv. En model der måske er langt stærkere i Danmark end i andre europæiske lande. Uanset om de har valgt en universitetsmodel eller højskolemodel. Interessen i udlandet for den danske CVU model er voksende – skal vi ikke prøve modellen af inden den skrottes?