Begrebet rummelighed strutter af en jovialitet og rundhed, de færreste vil kunne tage afstand fra. Rummelighedsbegrebet anvendes da også i en række forskellige offentlige virksomhedsfelter i disse år. F.eks. tales der positivt om det rummelige arbejdsmarked, det rummelige samfund – og den rummelige skole. Paradoksalt nok bærer udviklingen på arbejdsmarkedet, i samfundet og i skolen ikke præg af rummelighed – snarere tværtimod.

I skolen udelukkes således flere og flere børn fra normalklassens sociale liv, og ca. 20 procent af det samlede skolebudget anvendes til specialundervisning.

Men hvorfor er der en forskel mellem tidens vision om rummelighed – en skole for alle – og den faktiske skoleudvikling, hvor stadigt flere børn ekskluderes.

Susan Tetler oplister i sit indlæg i bogen flg. forklaringer på den ekspanderende udskillelse:

• at flere børn fødes med handicap, for eksempel ved tidlig fødsel
• at den neurologiske videnskabsudvikling radikalt har ændret vores forståelse af børn med DAMP, autisme, Asperger etc. – og givet ophav til nye diagnosticeringskategorier
• at forældre i dag presser mere på for at få tildelt ressourcer til deres børn
• at det faglige præstationspres, som folkeskolen generelt er underlagt, kan bidrage til at udskille børn, som opleves som særligt opmærksomhedskrævende
• at grænserne bliver stadigt snævrere for, hvad vi forstår ved normalitet
• at der er opstået et voksende misforhold mellem de skoletraditioner, som igennem mange år har præget skolen, og den børnekultur, som over tid har udviklet sig
• at børns livssammenhænge er blevet mere fragmenterede

Søren Langager peger på et andet centralt problem. Han skriver:

 ”Når så mange fagfolk, der plejer at være uenige om snart sagt alt, hvad der handler om ”den gode pædagogik”, og ”hvad er til elevernes bedste”, kan være enige om rummelighedens nøglebegreber – inklusion, fleksibilitet, differentiering, teamdannelse koordinering – er det et signal om, at der bag enigheden gemmer sig vidt forskellige begrundelser for og forestillinger om, hvad rummeligheden muliggør”.

I et generaliseret perspektiv identificerer Langager tre forskellige sæt af ideologiske forventninger til øget rummelighed i skolen.

Den stadigt forøgede diskrepans mellem den dominerende retorik om rummelighed og den faktiske skoleudvikling i retning af øget anvendelse af særlige specialpædagogiske foranstaltninger uden for normalklassen kan ses i lyset af Langagers pointe om, at idealet om rummeligheden udgør en retorisk overfladestruktur uden dybere forståelsesmæssig enighed. Dette forhold kan – om ikke umuliggøre – så dog alvorligt vanskeliggøre, at forskellige initiativer, der har rummelighed som mål, realiseres – snarere er det mere sandsynligt, at et initiativ lider skibbrud eller mistrives pga. divergerende begrundelser for og forventninger til den rummelige skole i praksis.

Derfor er der et behov for at tydeliggøre og konkretisere den pædagogiske og politiske vision om den rummelige skole. Dette yder bogen ”Den rummelige skole – et fælles ansvar” et godt bidrag til.

Bogen er en antologi bestående af 11 artikler, der alle sætter fokus på skolekulturen og de voksne omkring børnene. Grundlæggende peges der på behovet for faglig nytænkning og ændret praksis. Skal visionerne om en rummelig skole blive til virkelighed, har alle i og omkring skolen et medansvar, som det formuleres i forordet.

Bogen er bygget op over tre temaer. Det første tema fokuserer på lærerens personlighed. Det andet handler om rummelighedens begrundelser, væsen og udfordringer. Det tredje sætter fokus på ekspertrollen og ekspertsystemernes betydning for skole og børn.

Bogen kan varmt anbefales til lærere, PPR-enheder og skoleforvaltninger samt til brug i læreruddannelsens pædagogiske fag.

Hans Månsson, seminarielektor i pædagogik, CVU Storkøbenhavn.