Fra 1. januar 2008 indgår CVU Storkøbenhavn i Professionshøjskolen København. Læs mere på www.ucc.dk









CVUstork.dk > Udvikling og videncentre > AGORA > AGORA Nr 5 2004 > Kroppens muligheder og kropumulige unger - i indskoling, fritid og der

Kroppens muligheder og kropumulige unger - i indskoling, fritid og der

 Gjesing, Gudrun. 2004 Kroghs forlag. 229 s. kr. 192

Benny Andersens digt fra ”Løsningen på livets gåde ” om pigen der råber:

 ” Se jeg SJIPPER!
 Jeg KAN bare IKKE
 men jeg GØR det ALLIGEVEL!
For vi skal ha GÆSTER i aften
Og jeg GLÆDER mig
Og jeg kan ikke VENTE
Så jeg SJIPPER”, danner en flot og tankevækkende indledning til denne bog om” Kroppens muligheder og kropumulige unger” og vores mulighed for at blive kyndige, motiverende og inspirerende voksne der gennem basale kundskaber om børn, leg, bevægelse og aktivitet, i teori og praksis, bliver i stand til at skabe optimale rammer for børns udvikling og læring.

Bogen er skabt med udgangspunkt i 25 års erfaring i arbejdet som ergoterapeut, med børn i alle aldre og deres voksne, inden for Folkeskolens rammer. Med ønsket om at sætte ny viden og nye forståelser omkring bevægelsesanalyse, aktivitetsanalyse, læring og viden om børns udvikling i spil, giver bogen stof til eftertanke set i forhold til den aktive krops betydning for børns udvikling og læring.

Bogen søger mod at væren en praksisorienteret brugsbog, som gennem praksis og teori belyser hvordan børn gennem kropslig leg med andre børn udvikler egenidentitet og sociale kompetencer.

Dette gøres med en teoretisk introduktion af kroppen som basis for trivsel og læring, hjernens opbygning, sansesystemerne, bearbejdning af sanseindtryk og dynamisk bevægelsesudvikling. For videre uddybning af de teoretiske afsnit gives læseren forslag til supplerende læsning.

Dernæst beskrives begrebet kropumulige unger, hvem det begreb dækker over og begrunder målgruppens adfærd og aktivitetsproblemer.

Bogens umiddelbare styrke er forfatterens store erfaringsmateriale, set i forhold til gruppen af ”kropumulige” børn. Bogen indeholder et afsnit med overskriften: ”vurdering af børns sansemotoriske formåen” her berøres nye metoder til tydeliggørelse af børns kompetencer, potentialer og eventuelle sansemotoriske vanskeligheder, og læseren introduceres til; observation, screeninger og tests af børn set i forhold til deres motoriske færdigheder, også her er det en række praksisbeskrivelser og forslag til aktiviteter, i sammenhæng med forfatterens store videns og erfaringsmateriale som gør denne bog aktuel for alle som arbejder med børn i deres daglige virke

Meget positivt er det, at bogens gennemgående tone og holdning, er ønsket om, at bevare børns naturlige lyst til bevægelse og bevægelsesnysgerrighed og interessen i at opbygge og integrere muligheder som tilgodeser dette – frem for at begrænse det, som hovedparten af skoler og institutioner gør i dag. Her tilsidesættes kroppen og børnenes naturlige bevægelsesaktive læringsstil – til fordel for stillesiddende aktiviteter – og med uønskede konsekvenser for trivsel og læring.

Vi kan kun anbefale læsningen af denne bog, da den sætter fokus på kroppen og dens betydning for børns læring, kompetenceudvikling, sundhed og trivsel. ”Kroppens muligheder og kropumulige unger” rækker ud over denne bogs indhold ved at indeholde mange tankevækkende citater og henvisninger til supplerende litteratur.

Bogens gennemgående tema beskrives smukt i dette afsluttende citat:

"Når børn begynder i skolen, er der fortsat en tendens til at udskifte børnenes naturlige bevægelsesaktive læringsstil med mere stillesiddende aktiviteter. Kroppen tilsidesættes i den faglige undervisning. Fra småbørn har været involveret med krop og sanser i at lære maksimalt, gør skolen børn "forstolede"".

Anne Bahrenscheer og Henrik Fenger
Seminarielektorer Ballerup-seminariet, CVU Storkøbenhavn


CVU Storkøbenhavn
Ejbyvej 35
2740 Skovlunde
Tlf: 7020 2840
Fax: 4451 6199