En diskursteoretisk beslutningsprocesanalyse.
Jacob Torfing, Aarhus Universtietsforlag 2004. 311 s. kr. 248
Diskursanalyser vinder frem i samfundsvidenskaberne, og det her foreliggende værk er et spændende og ganske vellykket forsøg på at gennemføre et konkret magt- og beslutningsstudie med udgangspunkt i det ”postmodernistiske” paradigme. Selve opbygningen af fremstillingen er nu ganske klassisk – en indledning, en teoridel (kapitel 2-4), en analysedel (kapitel 5-7) og en konklusion. Medmindre læseren har en særlig interesse i social- og arbejdsmarkeds – politikken er teoridelen umiddelbart den mest interessante; men også ganske krævende, idet kapitel 1 forudsætter et stort kendskab til en række – meget forskellige – teorier, fortrinsvis politologiske, men også økonomiske og socialpsykologiske.
Som guide i denne teorijungle har læseren heldigvis en række gode skemaer at holde sig til, især i kapitel 2, hvor forskellene mellem ”welfare” og ”workfare” er forbilledligt illustreret. I sit teoretiske koncept er Torfing især inspireret af Foucaults magtanalyser, men forholder sig også kritisk, ja til tider skeptisk overfor disses anvendelighed i et styringsperspektiv (s. 49ff). Laclau og Mouffes dislokationsbegreb benyttes som afsæt for nogle selvstændige teser om differentierede styrings- og beslutningspotentialer i beslutningsprocessen. Især i kapitel 3 er der imidlertid også en række glimrende analyser af de ”klassiske” teoretikerne, i de fleste tilfælde suppleret med en anvisning af, hvilken aktualitet disse har i dag.
Kapitel 4 opridser de metodiske problemer ved at anvende teorierne i konkrete studier og diskussionen af metodeproblemerne er meget inspirerende.
Selv om Torfing generelt er overbevisende, er der også nogle eksempler på summariske argumentationskæder, især i indledningen. Noter og henvisninger er- i beklagelig overensstemmelse med de nyere normer på området- generelle og brede, hvorfor det ikke er helt simpelt at slå forlæggene op. Litteraturlisten er meget omfattende, men det virker besynderligt, at der ikke henvises til Bent Flyvbjerg; Magt og rationalitet – det konkretes videnskab (1992), som er en af de tidligste forgængere for Torfings værk – og som teoretisk må have fungeret som en stærk inspirationskilde.
I analysedelen underbygger forfatteren sin hypotese om sporskiftet fra social forsørgelse til aktivering i den offentlige sektor. Også dette virker troværdigt, selv om kriterierne for valg af fokus ikke altid står helt klart. Som helhed kan jeg anbefale dette værk, selv om det er senere fremme end slutværket i serien.
Steen Just,
Seminarielektor, Københavns Dag- og Aftenseminarium, CVU Storkøbenhavn
