Af Videncenterkonsulent dr. pæd. Bo Steffensen, CVU Storkøbenhavn, Bo.Steffensen@cvustork.dk

Dette temanummer handler om hjernen og dens betydning for det pædagogiske arbejde. Det er en videreførelse af konferencen Hjerne & Læring der blev afholdt på Eksperimentarium i København i marts 2004. De fleste af bidragyderne til dette temanummer deltog med foredrag eller workshops på konferencen, hvis sigte var at formidle den nyeste viden inden for hjerneforskningen og dens betydning for alle sider af det pædagogiske arbejde med børn, unge og voksne. I indbydelsen til konferencen står: ”Der er næppe noget fagområde hvor vi er blevet så meget klogere på så få år, så konferencen har til formål at give en opdateret forskningsbaseret viden om hjernen og hvad denne viden har af konsekvenser for undervisning, læring og pædagogiske arbejde”.

Dette temanummer har imidlertid også et videre sigte. På konferencen blev det klart, atganske vist er mængden af viden om hjernen stigende, men spørgsmålet om hvordan man anvender denne viden i en almindelig læringssituation, er slet ikke afklaret. Hjerneforskningen har traditionelt og af nødvendighed taget udgangspunkt i hjerneskader. Det er derfor neuropædagogik i daglig tale opfattes som special- eller interventionspædagogik, men viden om hjernen i forbindelse med almindelig læring og undervisning er et i høj grad uudforsket område, selvom alle er klar over at læring foregår i hjernen. Alene af den grund vil en ny neuropædagogik være en øjenåbner af rang, fordi den gør det muligt at tænke den stadigt stigende strøm af nye forskningsresultater ind i den pædagogiske praksis.

Dette temanummer skal derfor ses som startskuddet til udvikling af en ny neuropædagogik der beskæftiger sig med det normale barns læring som man dels kan forstå det ud fra neurovidenskabens resultater, dels i en sammenligning med den klassiske neuropædagogik. Redaktionen har derfor bedt Peter Thybo om en statusopgørelse over situationen inden for det specialpædagogiske område – i håb om at hans beskrivelse kan inspirere til en sammentænkning af

de special- og de alment pædagogiske arbejdsområder. De bør begge kunne nyde godt af den samme nye viden inden for hjerneforskningen og kunne inspirere hinanden.

Hvordan opfattes forholdet mellem hjerneforskning og pædagogik?

På den årlige konference i American Educational Research Association (AERA) i San Diego, april 2004, var det udgangspunktet for drøftelserne i afdelingen for neuroscience and education.

Udgangspunktet var en meget omtalt artikel af John Bruer (Education and the Brain: A Bridge Too Far (1997)), hvor han tager det standpunkt at den konkrete viden inden for neurovidenskaberne er af en karakter der gør at man ikke kan slutte fra dem og til pædagogik. Der er for stor afstand. Det skyldes både neurovidenskabernes metoder og den kendsgerning at de fleste data bygger på personer med hjerneskader. Bruer har gennem årene gentaget denne opfattelse, der samtidig bliver en kritik af de mange amerikanske praktiske metoder til at udnytte hjernens gåder, som også er eksporteret til resten af verden. Der er, efter hans opfattelse, ikke nogen lette genveje.[i]

Bruers opfattelse blev heftigt diskuteret på konferencen i Californien, især under indtryk af hvor meget ny ”viden” der er kommet til i de syv år siden han skrev sin artikel.

Mange deltagere på konferencen mente, bl.a. under indtryk af den akkumulerende viden, at det var på tide at bygge bro. Mange var enige med Bruer i at man ikke direkte kunne slutte fra neuro- videnskabelige resultater til pædagogiske anbefalinger, men gav udtryk for at man så måtte gå vejen gennem forskellige typer af psykologisk teori.

Ikke-specialister overvurderer hvad man kan slutte ud af neurovidenskabelige resultater der primært er grundforskning og især hvad man umiddelbart kan bruge resultaterne til i pædagogisk praksis.

Ikke desto mindre var der en generel stemning af, at man ikke kunne lade være med at forsøge på bygge bro. Både fordi den neurovidenskabelige viden er hurtigt stigende og fordi læring i så høj grad er et neurovidenskabeligt anliggende.

Spørgsmålet i praksis bliver derfor ikke så meget om man skal udnytte den ny viden, for det forsøger mange at gøre – men om hvordan man kan gøre det? Kan må gå direkte fra hjernen og til pædagogikken – som man ser det i mange eksempler på BBL (hjerne baseret læring) – eller er man nødt til at gå vejen omkring fx psykologisk viden og praksis?

Artiklerne i dette nummer af Agora peger i forskellige retninger. Men samtidig kan man også se nogle generelle tendenser der er typiske for den pædagogiske anvendelse af neurovidenskaben – og dermed også af henvisning til særlige skoler inden for området.

Mange af artiklerne i dette nummer beskæftiger sig med krop, sanser og bevægelse.

Det gælder Reinhard Stelters artikel om ”Embodiment”, om hjernens og læringens kropsforankring, og Thomas Mosers brede artikel om bevægelse og læring. Begge er de inspireret af et nyt læringsparadigme. Artiklernes udgangspunkt står i skarp kontrast til den traditionelle tilgang til pædagogisk psykologi og udviklingspsykologi, der i Danmark – men også mange andre steder – har et kognitivt grundlag: Læring bygger på tænkning, og udgangspunktet er modeller hvor det lærende subjekt er rationelt og bevidst.

Dermed åbnes for en række grundspørgsmål. Er det lærende subjekt rationelt og bevidst, eller styres det af emotioner og implicit viden? Er hjernen sæde for tænkningen – og i den yderste konsekvens – en computer, eller er hjernen en del af den biologiske krop? Forsøg på at svare på disse spørgsmål åbner for den række af grundlæggende antagelser om menneskets læring.

Både Theresa Schilhab og Christian Valla kredser, begge med et biologisk udgangspunkt, omkring spørgsmålet om hvorvidt læring og viden overvejende er bevidst og dermed rationel, eller tavs og implicit. Hos Birgitta Gervig undersøges forholdet mellem læring og musik som er en del af en enkelt sansemodalitet.

Jensen, Madsen & Rohde skriver om læringsstile, Hans Henrik Knoop om hjernevenlige læringsrum, begge med en underliggende baggrund i hjerneforskning men også med antagelser om

nødvendigheden af at inddrage et psykologisk niveau. Endelig skriver Jan Christensen om et konkret forsøg med at inddrage BBL i undervisningen.

Hjerneforskningen er et sted hvor der sker meget, også på bogfronten. I de seneste måneder er der udkommet en række bøger der illustrerer dette temanummers problemstillinger. I Hjernen & den indre verden, der handler om de subjektive oplevelsers neurovidenskabelige grundlag (Solms & Turnbull 2004) forsøger forfatterne at sætte neurovidenskabens forståelse af implicit viden sammen med Freuds opfattelse af det ubevidste. I hvor høj grad kan man tænke Freuds – så tilsyneladende forældede tanker – ind i en moderne teori om såkaldt non-deklarativ hukommelse?

Omvendt stiller Morten Kringelbach i bogen Hjernerum – den følelsesfulde hjerne – (2004) spørgsmål ved teorierne om hjernens kropsforankring er hele sandheden om hjernens funktion.

Han søger, på trods af sit emotionelle udgangspunkt, et mere balanceret syn på de kognitive og emotionelle synsvinkler. Endelig beskriver Kjeld Fredens i Mennesket i hjernen (2004) den klassiske neuropædagog ud fra en almendidaktisk synsvinkel. Den hjerneskadede er ikke en patient eller klient, men en elev; og Fredens forsøger at trække på almendidaktiske modeller (som Hiem& Hippe) i sin fremstilling (Alle tre bøger bliver anmeldt i et følgende nummer af Agora).

Dette nye frugtbare område for indsigt og udvikling, kalder på et samlende materiale.

CVU Storkøbenhavn har derfor i samarbejde med LLD besluttet at udgive en bog om den nye neuropædagogik. Den skal netop undersøge forholdet mellem neurovidenskaben og pædagogikken og finde ud af hvor der er muligheder og hvor der er fælder i forsøget på at bygge bro mellem hjerneforskningen og almindelige mennesker i den alment pædagogiske praksis[ii].

Anmeldelse og faglig debat

Dette nummer af Agora indeholder en anmeldelse af Jens Rasmussens bog Undervisning i det refleksivt moderne. Politik, profession, pædagogik af Palle Rasmussen, Institut for Læring, Aalborg Universitet. Redaktionen har bedt Jens Rasmussen om en kommentar, der har form af en faglig diskussion af centrale begreber inden for undervisning og læring. Vi har derfor fundet det frugtbart at bringe kommentaren i forbindelse med anmeldelsen, og vil også fremover søge at lade anmeldelser være udgangspunkt for faglige diskussioner.

Året har bragt to centrale antologier fra de danske professionsforskningsmiljøer, henholdsvis De professionelle redigeret af Katrin Hjort og Relationsprofessioner redigeret af Lejf Moos m.fl.
Vi har valgt at invitere både svenske og norske professionsforskere til at anmelde den danske forskning. I Agora nr 5. blev bøgerne anmeldt af Carola Aili fra Högskolan i Kristiansstad. I dette anmeldes begge bøger af  Harald Grimen, Finn Daniel Raaen og Jens-Christian Smeby fra Høgskolen i Oslo.

Litteratur

Bruer, John T (1997): Education and the Brain: A Bridge Too Far. Educational Researcher, Vol. 26, No 8, pp. 4 - 16

Byrnes, James P (2001): Minds, Brains and Learning. New York: The Guildford Press

Fredens, Kjeld (2004): Mennesket i hjernen. Århus: SystimeAcademic

Kringelbach, Morten L (2004): Hjernerum – Den følelsesfulde hjerne. København: People´sPress

Solms, M & Turnbull, O (2004): Hjernen og den indre verden. København: Akademisk forlag