Jan Christensen, seminarielektor
CVU Storkøbenhavn, Blaagaard Seminarium. jc@udd.blaagaardsem.dk

For en underviser, der aldrig rigtig har kunnet finde ud af, om det var naturvidenskabelig instruktion, humanistiske læringsmåder eller kritisk teori, der burde dominere egen lærer praksis – har der dog alligevel været ét spørgsmål, der er dukket op igen og igen:

”Jamen man kan da ikke undervise uden selv at vide noget om det biologiske grundlag, så kan jeg jo altid lade være med at bruge det. Men jeg kan så vide med mig selv,  at jeg forsøger at arbejde sammen med elevernes/de studerendes hjernes arbejdsmåde, så man ikke underviser på trods af det biologiske grundlag for læring.”

Denne vaklen frem og tilbage har igennem årene – jeg blev ansat som timelønnet psykologilærer på Hellerup Seminarium i 1972 og siden været seminarielærer primært i faget psykologi, da jeg på pæd. psyk. studiet havde arbejde i kælderen blandt rotter og duer, hvilket vedligeholdt den biologiske indfaldsvinkel for, hvad der var brugeligt i undervisningssituationer – og har givet anledning til, at jeg vel i dag må betegne mig som en, der er blevet klar over, at min daglige undervisning bestemt ikke er optimal i forhold til hjernens almene funktionsmåde.

Det er dog først i dette undervisningsår, at jeg sammen med min kollega i pædagogik, Pierre Oskjær Johnsen, har søgt et udviklingsarbejde for en enhed lærerstuderende (ca.50 studerende) med henblik på at afprøve ’Brain-Based Learning’ i dobbeltfaget psykologi/pædagogik som metode i fagets toårige forløb.

Jeg vil her give et kort rids af den udvikling, der har været  inspirerende for mig indenfor hjerneforskningen igennem alle de mange år. Siden midten af 80´erne har jeg fundet dels udtryk for måder at arbejde på i læreruddannelsen, dels mere grundlæggende psykologiske problemstillinger.  (I dag forsøger jeg mere seriøst at få dette udbredt til flere undervisere ved at bruge hjernebaseret læring som omdrejningspunkt i to efteruddannelseskurser i CVU Storkøbenhavns regi i Atlashus ’Neuropædagogik’ i sæson 05/06).

Det første, der åbnede for min nysgerrighed overfor hjerneforskning direkte anvendt i undervisningen, var da to amerikanske journalister; Sheila Ostrander og Lynn Schroeder, [i]omtalte bulgareren Dr. Georgi Lozanovs forskning med superhukommelse (hypermnesi) og suggestiologi, hvor almindelige mennesker lærte – og huskede – utroligt meget på ingen tid, bare ved hjælp af en alternativ pædagogik, der var udviklet på baggrund af hjerneforskningsresultater.

To forhold interesserede mig især ved metoden

- at man anvendte afslappelsesteknikker i undervisningen

- at musik spillede en afgørende rolle for at opnå de læringstilstande, hvor hjernen kunne ’slippe kontrollen’ og bare kunne anvende det tilbudte stof.

Fra 1977 fik jeg øje for Mind-mapping teknikkerne, som de blev lanceret af Tony Buzan[ii], der siden har beskrevet ’smarte opskrifter’ i form af små hurtige publikationer især til mere kommercielt brug med inspiration fra hjerneforskningen.

På dette tidspunkt havde Dr. Robert Ornstein fået sit gennembrud ved sin omtale af de to hjernehalvdeles specifikke funktioner, hvilket T. Buzan udnyttede med en række poppede titler, der rettede sig mod den ’personlige udvikling’.

På den mere seriøse side af hjerneforskningen offentliggjordes herhjemme en lille bog

af Merlin C.Wittrock[iii], hvor kendte hjerneforskere (som f.eks. Michael Gazzaniga, Joseph Bogen og Stephen Krashen) forsøgte at give deres bud på, hvad det betød for undervisningen, at man havde fundet hemisfærespecifikke funktioner i hjernen. Krashens bidrag betød bl.a. at man fik kendskab til, at øjnenes bevægelser kunne afsløre hvilke tænkeprocesser, hjernen udførte. Dette kom til at betyde en mulighed for en ny indfaldsvinkel i specialundervisningen, hvor man så ikke længere skulle gætte på, hvordan eleven opfattede den givne instruktion. I sin mest populære form blev det nu Neuro Lingvistisk Programmering[iv], der anviste modeller for øjenbevægelser og hjernefunktioner.

Dog var det Georgi Lozanovs bog[v] fra 1978, der for mig – et par år senere - virkelig blev en indgang til de begejstrede forsøg på i egen virksomhed at omsætte hjerneforskning til pædagogisk praksis i faget psykologi på et dansk lærerseminarium.

Jeg er gang på gang vendt tilbage til denne bog for at tjekke Lozanovs forsknings originalbidrag, der støtter sig på elektroencefalografiske studier. Fortrinsvist i lyset af nyere resultater for at kunne forstå den betydning, bogen fik for udbredelsen af den suggestopædiske undervisningsmetode, dog finder jeg hver gang, at grundigheden og de tentative forklaringer i denne bog var langt forud for den øvrige tilgængelige litteratur om hjernens plads i undervisningen, som den ligeledes eksemplificerede med indskolingspædagogiske opskrifter og læringsresultater, der var – og er – meget overbevisende. De  angik 3 forhold i den menneskelige læringsproces:

• den censur, hjernen øver, når nyt stof adskiller sig fra dens vante forestillinger af vidensmæssig, følelsesmæssigt eller moralsk art
• den virkning musikken kan have for afslappelsen og hukommelsen i en læringssituation, og
• den mængde stof, der i modsætning til Ebbinghaus’kendte læringskurve kunne dokumenteres, ved brug af metoden.

Bogen om ”Superlearning”[vi] fra 1979 uddybede metoden med forslag til  flere teknikker, men var  stadigt hovedsageligt inspireret af Lozanovs turné til Nordamerika i de år. Denne bog havde en enorm succes og gav mange mennesket et kendskab til suggestopædi som undervisningsmetode, hvilket medførte en utrolig vækst i forskning og nye publikationer om metoden. I USA opstår SALT – ’Society for Accelerated Learning & Teaching’ og udgiver en række af de resultater, som amerikanere kan opnå ved metoden i tidsskriftet af samme navn.

I 1980 kommer så den første uddybede bog om amerikansk anvendelse i specialundervisningen af metoden, som ligeledes bliver refereret udtømmende og forenklet[vii].  Allyn Prichard & Jean Taylor gennemgår her metoden anvendt på en specialklasse (større børn) og viser i detaljer, hvordan de udmønter den suggestopædiske undervisning, der  dog ændres med henblik på det amerikanske grundlag, den skal bruges på. Ændringerne angår i først omgang brugen af den megen musik og dernæst at indføre mere fysisk afslappelse.

I 1983 udsender Marilee Zdenek[viii] sin interview undersøgelse af otte kendte skikkelser i amerikansk kulturliv og påviser den brug, de gør først af deres højre hemisfære, så af den venstre og så af begge i forening i deres kreative produktion. Bogen kommer i denne gennemgang til at understøtte den fejlagtige opfattelse, der kan ses med mellemrum, at højre hjernehalvdel er mere kreativ end venstre og at det gælder om at undertrykke den venstre hemisfære for at kunne frigøre sine potentialer.

Den første nyere bog, der har dannet grundbog for flere senere om hjerne og læring udsendes ligeledes 1983[ix]. Leslie Hart forsøger at anvende Paul MacLeans opdeling i den triune hjerne, og navnlig gøre motivation og læring til hovedemnet i bogen. Når bogen er blevet en ’klassiker’ indenfor forsøget på at anvende hjerneforskningen direkte i klasseværelset er det nok mere på grund af det opgør, den forsøger at skabe med den fremherskende behavioristiske undervisning på den tid i USA.

I England bliver samlebegrebet for hjernebaseret læring ’Accelerated learning’ og bogen af samme navn fra 1988 er et typisk forsøg på at sælge den nye forståelse og undervisningsform, der er stærkt inspireret af Lozanov og suggestopædien.[x] Bogens største fortrin er  den gennemgang af resultater fra skoler og institutioner, der har forsøgt sig med accelereret læring og har været begejstret for den, fordi den kunne gøre undervisningen mere ’human’ og samtidig var en  effektiv metode.

På den danske scene offentliggøres i 1994 to bøger, med en gennemprøvet pædagogisk praksis indenfor specialpædagogikken - det er Susanne Freltofte & Viggo Petersen: Hjerner på begynderstadiet[xi] og Mel Levine: Med barnet i centrum[xii].

Begge bøger er blevet en slags håndbøger for undervisere og støttepersonale bl.a. indenfor hjerneskadeområdet. For begge bøger er glosen neuropædagogik sat ind i det danske pædagogiske landskab dog foreløbigt med specialundervisning som indsatsområde. Begge bøgers forfattere tager på omfattende foredragsturneer, hvilket befordrer tankerne bag de pædagogisk-neurologiske principper.

Jeg anser begge bøger for at yde væsentlige bidrag til at bygge bro mellem neuropsykologisk og pædagogisk viden og give relativt nemme ’opskrifter’ til læserne, der kan anvendes langt ud over de specifikke målgrupper.

I 1995 lancerer den finske hjerneforsker Matti Bergström: Neuropedagogik – En skola för hela hjärnan.[xiii] Heri almengøres den neurologiske synsvinkel til at gælde alle børn i skolen. Bergström forsøger at vise, at ’kaos’ er en nødvendighed i barnets udforskninger i livet – lige så vel som ’orden.. Bergströms mest provokerende skolepolitiske forslag er en forestilling om en  ny skole, den, der har hjernen som udgangspunkt og forbillede (man kunne forestille sig at denne tegning kunne have ’spøgt’ i tilblivelsen af Hellerup skoles arkitektur og pædagogiske rum). Der er i Bergströms skolemodel mange rum, og der er ikke nødvendigvis mange store rum, men kroge og hjørner, hvor man kan gå på opdagelse.

Det første synteseforsøg på at bygge en hjernebaseret undervisning ses hos den amerikanske lærer Eric Jensen.[xiv] I hans bog bliver forsøget uden en egentlig metode- anvisning, men med mange små bidder af information om aktuel forskning om hjernen. Opskrifter og tabeller samt flere mindmaps får teksten til at hænge lidt sammen. Et meget væsentligt inspirationsgrundlag er superlearning-temaet, som suggestopædien blev til i USA.

Trods sin kalejdoskopiske karakter har denne bog givet mig en lang række af de begrundelser for egen undervisningspraksis, som man af og til søger for at kunne forstå, hvorfor man bliver så glad for nogle forløb frem for andre - og for visse arbejdsformer frem for andre.

Andenudgaven af bogen fra 2000 er helt omredigeret og forsøger stadig at medinddrage den seneste forskning, men den har ikke helt samme appel, som ’pionér-bogen’, den bliver mere smart, mindre faktuelt diskuterende.[xv]

Når det gælder om at kæde krop og hjerne sammen finder jeg Carla Hannaford[xvi] meget inspirerende for én, der bestemt ikke har dyrket idræt, men dog ser nytten af den i klasseværelset -  ikke mindst som en nødvendighed i indskolingen, hvor eleverne stadig har lettere ved at binde viden til fysiske aktiviteter, som har været grundlag for det meste af deres læring inden skolestarten.  Her tegnes med den brede pensel forbindelser mellem de enkelte sanser og hjernens forskellige funktioner og der angives – med udgangspunkt i den pædagogiske kinesiologi[xvii] - flere små øvelser til harmonisering af hemisfærerne, der let lader sig udføre i klasseværelset. Carla Hannaford har en skolepraksis bag sig, idet hun især har arbejdet med meget urolige børn, som hun med disse simple øvelser mener at kunne give forudsætninger for at følge en skolegang, de ellers ikke ville kunne følge.

Med offentliggørelsen i 1995 af Colin Rose’s & Louise Golls ”Accelerer din indlæring”[xviii] er der skaffet et interessant materiale (1 grundbog, 2 arbejdshæfter + 40 minutters video og 20 minutters tape) til anvendelse på egen hånd af de strategier, som accelereret læring kan tilbyde. Jeg har med noget held anvendt materialet som inspirationsmateriale i korte kurser i studieteknik for lærerstuderende – især videoen eksemplificerer teksten på en god måde.

Superlæring kommer i sin nutidige form  på det danske marked i 1997 med Gordon Dryden og Jeanette Vos’ ”Indlæringsrevolutionen.”[xix] Den amerikanske bog udmærker sig ved konsekvent at have plakater på alle sider til venstre i bogen og brødteksten til højre, for bedre at give de 2 hjernehalvdele, det, de umiddelbart opfatter på en bogside. Den er en status over, hvor broget superlæringskonceptet har udviklet sig i USA og giver – på trods af mange interessante informationer – et flygtigt og usammenhængende indtryk på den almindelige danske bruger. Først ved nærlæsning ses den værdi som denne opsamling af en række anvendelsesaspekter af bl.a. hjerneforskningen har.

Den gør opmærksom på arven fra Lozanov og suggestopædien, men giver ikke egentlige anvisninger til særlig brug af  metoden eller for den sags skyld nogle andre metoder. Brugsanvisningen overlades derfor til læserens fantasi.

I 1997 dukker en oversættelse af Accelerated learning op i Danmark som ’Accelereret indlæring’[xx]. Her slår bogen  ikke an og er ikke genoptrykt. Min forklaring er, at den virker utroværdig i sin markedsføring og brugen af indlæring i stedet for læring sender nogle klare signaler om, at den naturvidenskabelige indfaldsvinkel er tydelig og ikke ’in’ her. Fra min praksis kan jeg sige, at såvel lærerstuderende som PD-studerende i modulet pædagogisk psykologi næsten ikke kan overvinde sig selv til at læse i bogen og de finder meget få resultater overbevisende. Bogen virker for smart på dem, og derved drages dens påståede resultater i tvivl. Hvis man dog har læst nogle af de originalrapporter, den henviser til, viser de sig mere uddybende og brugbare, også i danske klasseværelser.

Alistair Smith[xxi] leverer en langt mere sammenhængende og overbevisende tekst i sin lancering af accelereret læring og Brain-based learning som en helhedstænkning med case eksempler fra den engelske skoleverden. Der er ikke meget ny information i forhold til de oprindelige bøger af Colin Rose (1995) og Eric Jensen (1996), men bogen gør et mere gennemarbejdet indtryk og samler sig bedre om sine pointer. For mig virker bogen som en huskeliste – hvad skal med og hvad skal ikke med – når jeg overvejer kurser, hvor hjernebaseret læring omtales og anvendes.

Det amerikanske tidsskrift ”PsychologyToday” - der har status som en slags psykologiens ’Billedbladet’ - roste i sine anmeldelser i 2002 en mere ydmyg bog af en amerikansk lærerinde, når det gjaldt om at samtænke og eksemplificere hjerneforskning og klasseværelser.[xxii]

Marilee Sprenger giver nemlig i sin bog mange gode eksempler på, hvad læreren ’på gulvet’ kan gøre i sin daglige undervisning og samtidig vide med sig selv, at man ikke har modarbejdet ’naturen’, her i skikkelse af hjernen.  Eksempelvis er hendes behandling af  hukommelsen anvendelig og hendes lette introduktioner til anvendelsen af de 5 hukommelsestyper. Der gennemgås nogle af de måder, som hukommelsen kan fæstnes til stoffet på, i et letfatteligt sprog, så man umiddelbart kan anvende opskrifterne på eget fag. Hun holder en sober tone i et let causerende sprog og giver alligevel mange informationer videre. Bogen kan næsten læses som ’faktion’.

Som et af de seneste bidrag til brugen af hjerneforskning i klasseværelset må Doreen Kimura og Ann-Elisabeth Knudsen nævnes for deres forsøg på at anlægge en neuropsykologisk kønsspecifik synsvinkel.

D.Kimura[xxiii] beskriver, fra sin kognitionspsykologiske horisont, de forsøg der er gjort på at indkredse forskellene på mænds og kvinders tænkemåder og erfaringsberedskab. Hendes egen forskning understøtter den såkaldte testosteron-hypotese, og hun begrunder sine resultater og perspektiverer dem. I den aktuelle debat om kønsadskilt undervisning er hun et godt kort på hånden, hvis man ønsker at forsøge dette.

Ann-Elisabeth Knudsen[xxiv] deltager med dansk forskning i forsøget på at finde en pædagogisk praksis, der er brugbar for drengene og for pigerne – nogen gange som  adskilt undervisning. Hendes bog kan ses som et velargumenteret forsøg på at få anerkendt de ’umodne’ drenges adfærd som en følge af de neuropsykologiske handlemidler de har.

Kjeld Fredens seneste bog ’Mennesket i hjernen’[xxv] trækker igen tilbage til den egentlige specialundervisning, men han giver i bogen mange eksempler på, hvordan især de hjerneskadedes funktionsniveau kan højnes. De fleste af disse principper vil ligeledes støtte  helt almindelige børn i en gennemsnitklasse i folkeskolen.

Dette var – udover den nødvendige grundviden om Pavlov, Konorski, Sokolov, Luria og andre afledte fra den reflexologiske skole i Sovjetunionen og deres danske arvtagere (Annelise Christensen, Marchen Møller m.fl.) – de bøger, der har været mit umiddelbare inspirationsgrundlag på baggrund af læsning i årene frem mod mit nuværende udviklingsarbejde.

Medvirkende til at holde dampen oppe har så også været konferencen ”Hjerne og læring” i Hjerneåret 1997 og den i marts 2004 afholdte konference af samme titel på Eksperimentarium, hvor jeg som en af de mindre ånder i planlægningsgruppen fik genopfrisket  mit umiddelbare engagement i forbindelse med temaet Hjerne og Læring.

Mit personligt klare udgangspunkt er stadig suggestopædien[xxvi], der ikke er gjort mindre værd, fordi en række af de nyere fund understøtter de forhold, den i forvejen arbejdede temmelig grundigt med.  Det er en vanskelig metode, der kræver af læreren, at man kan anvende musik på en ganske særlig måde, men alle de lærerstuderende, der har stiftet bekendtskab med metoden i deres skoleliv er meget begejstrede både for brugen af en alternativ identitet, for brugen af musikken i klasseværelset, for de plakater, der hænger oppe, så væsentlige data altid er til rådighed og at de tekster, man arbejder med i fremmedsprogene – altid var stillet direkte ved siden af en oversættelse, så man umiddelbart kunne svare på spørgsmål, og f.eks.  hente fraser ud til egentlig samtale.

Jeg håber nogle af referencerne her også vil kunne inspirere andre til at ændre ved deres undervisning, så den bliver mere ’hjernevenlig’.

God læsning.