Per Schultz Jørgensen
Udtrykket kompetence har i dag fået en ny betydning. Det kan stadig henvise til en myndighed, man bliver tillagt på grund af position eller uddannelse. Men den nye betydning henviser til, at en person i dag kan udvikle kompetence som en personlig tilegnelse af kvalifikation eller myndighed. Fra en tillagt til en erhvervet myndighed. Hvorfor denne nye betydning af begrebet?
Svaret hænger sammen med den sociale og kulturelle revolution, vi befinder os i. Modernitets-samfundet eller det kulturelle opbrud. De store fortællinger står ikke mere helt til troende, vi befinder os i det individualistiske samfund med nye krav til den enkelte: skabe overblik og sammenhæng, se mening og kunne handle. Initiativet er op til den enkelte i et samfund, hvor traditionen ikke mere spiller den afgørende rolle som vejleder for den enkeltes handlinger.
Denne udvikling har i udpræget grad sat sig igennem på det område, vi omtaler som ”videnssamfundet”. Viden er ikke mere bare noget, der skal repeteres og reproduceres, det skal produceres, det vil sige udforskes, udvikles, fornyes, formidles – og kommunikeres. Derfor stilles der i dag nye krav om at kunne håndtere viden: nye krav til det mentale arbejde, krav, der handler om kreativitet, fantasi, læring, forandring, tolerance, fleksibilitet – og kompetence.
Derfor er kompetencebegrebet på dagsordenen i flere forskellige sammenhænge: socialt, kulturelt, vidensmæssigt. Og derfor behandles begrebet også inden for flere forskellige faglige sammenhænge: sociologi, organisationsteori, psykologi, kommunikationsforskning og pædagogik. Indenfor det pædagogiske felt er der tale om en ændret vægtning af forståelsen – fra kvalifikation mod kompetence. Hvor kvalifikationsbegrebet lægger vægt på formelle færdigheder og understreger en uddannelsesøkonomisk vinkel, så er kompetencebegrebet mere orienteret mod en personlig identitet.
I socialpsykologi har begrebet kompetence tidligt været på banen, hvad er såre naturligt, når man betænker den socialpsykologiske tilgang som netop en placering i spændingsfeltet mellem personen (psykologien) og de sociale omgivelser (sociologien). Udviklingen startede i 1930´erne. Her var vægten på ”det autonome menneske” og oppositionen mod psykoanalysens vægt på drifter og det ubevidste. I stedet lægges vægt på jeg´et og selvet og dermed personens egne muligheder for at styre sit liv. Bannerførerne i den tidlige udvikling var Anna Freud og Erik Erikson, senere fulgt op af forskere som Albert Bandura, Jürgen Habermas, Daniel Stern og Kenneth Gergen. Her er kompetence en understregning af både den personlige autonomi og de færdigheder, som personen skal tilegne sig for at opnå myndigheden som kompetent.
Kompetence defineres som en faktuel færdighed: fx en handling, der kan udføres – og det skal ske i tæt samspil med den sociale kontekst. Denne handling anses for kompetent, når den er præget af personens egen erfaring og viser sig at ændre situationen. Kompetence er noget personen ”kan” (gøre) fordi han ”ved” noget og dermed ”er” noget. Kompetence er i denne forstand integreret i personen og er dermed forbundet med at give færdighederne et personligt udtryk – og turde gøre det ud fra en fornemmelse af selvværd.
Kompetencebegrebet har i de senere år været anvendt i forskellige praktiske sammenhænge. Et af dem er forsøget på at opstille et kompetenceregnskab for Danmark. Dette fandt sted på initiativ af Huset Mandag Morgen, her nedsattes et kompetenceråd i 1998, og i de følgende tre år udvikledes et instrument, der kunne vurdere kompetenceudviklingen i Danmark. De kompetencer, der blev fremhævet i dette regnskab var følgende fire såkaldte kernekompetencer:
- læringskompetence: faglighed, læring i organisationer, tværkulturel læring
- forandringskompetence: innovation, mobilitet,
- relationskompetence: netværk, kommunikation, ansvar
- meningskompetence: fokuseringsevne, identitet.
Andre områder, hvor man har udviklet på og anvendt kompetencebegrebet, er især inden undervisnings- og uddannelsesfeltet. Det er fx tilfældet med projektet ”elevkompetencer i gymnasiet”, hvor de vigtigste kompetencer, der skal tilegnes og udvikles i gymnasiet, er forsøgt indkredset. Her tales blandt andet om sociale kompetencer, faglige kompetencer, tolkningskompetence og kommunikativ kompetence. Men mange lokale skoler, daginstitutioner og kommuner arbejder med forsøget på at sætte kompetence på dagsordenen i planlægning og praktisk pædagogik.
Derfor rejser et vigtigt spørgsmål sig: hvordan udvikler man kompetence? Svaret er ikke enkelt og ligetil. Men en måde at anskue problemer på er at tænke udvikling af kompetence på tre planer: et praktisk, et vidensmæssigt og et personligt.
På det praktiske plan drejer det sig om undervisning, træning, der er en række specifikke færdigheder, der skal tilegnes som en elementær kunnen. Her handler det blandt andet om at kunne lektien.
På det vidensmæssige område er opgaven, at eleven giver sin egen tolkning af opgaven, eleven skal være i stand til at forstå, hvad det hele går ud på – og kunne sætte sin egen dagsorden for opgaven. Det betyder også, at der ofte kan være tale om at læse mellem linjerne og udtrykke ens eget budskab med færdigheden.
Det personlige plan omfatter at involvere sig, overtage et ansvar - og få et ansvar, se sig selv i opgaven og projektet og dermed også forsøge at udtrykke en egen vilje til at formulere sig og handle. Dette plan – som de øvrige – forudsætter sociale omgivelser, der støtter og bakker op – og giver relevante tilbagemeldinger. Kompetence udvikles aldrig i et socialt tomrum.
De pædagogiske overvejelser, man kan gøre sig i relation til kompetenceudvikling, må have fat i koblingen mellem teoretisk og praktisk læring og se læringen som et forløb, der strækker sig over tid. Her er læringen i høj grad præget af elevens ansvar – men også, at det foregår i sociale fællesskaber, der sætter værdier for kompetencerne.
Der kan rettes kritiske indvendinger mod begrebet – som der kan i forhold til alle andre begreber. Et begreb er altid et praktisk redskab til at forstå verden, og dermed har det altid kun en vis begrænset rækkevidde og altid i konkurrence med andre begreber. Intet begreb har sandheden, men alle forsøger at bidrage til at skabe en samlet forståelse.
De kritiske indvendinger går blandt andet på, at begrebet er relativt, holistisk og ikke særlig håndterbart i et system, baseret på undervisningsteknologi og præcise evalueringer. Det kritiseres også, fordi det kan anvendes både af forskere og inden for markedsøkonomiske kredse.
Pointen i forståelsen er imidlertid, at kompetence har været med til at sætte en dagsorden, som rammer plet i forhold til vigtige udfordringer i det kulturelle opbrud. Derfor er det et vigtigt bidrag i vores fælles bestræbelser på at fange udfordringerne - og leve op til dem.
