Hovedresultater fra magtudredningen, 439 s.
Århus Universitetsforlag 2003
Bogen er angiveligt "forskningsledelsens sammenfattende konklusioner på baggrund af de mange projekter, som er blevet gennemført som led i magtudredningen" (bagsideomslaget). Magtudredningen er uafhængige forskeres svar på den i 1997 af Folketinget stillede opgave om at igangsætte "en analyse af demokrati og magt i Danmark". Forskerne har selv valgt at gøre det historiske perspektiv til omdrejningspunkt for udredningen af magt og demokrati. Der er tale om en formidling af videnskabelige forskningsresultater med "Folketinget og den interesserede offentlighed i Danmark" som målgruppe. (s. 12)
Konceptet forekommer mig at være en enestående chance for den frie forskning, som generelt trænges tilbage af den resultatorienterede forskning i disse år. Projekterne, som bogen bygger på, er vidtfavnende, og spænder fra minoritetsundersøgelser (Togeby ) til klassiske politologiske studier. (Damgaard, Svensson). "Hovedresultater fra magtudredningen" er derfor en forpligtende undertitel, som i alt fald hos mig skabte forventninger om, at det lidt flimrende billede om disse delprojekter ville blive sat i perspektiv af et stringent analyse.
Imidlertid er magtudredningen formmæssigt ikke noget ideal for akademisk udtryksmåde. Sprogligt er fremstillingen i hovedsagen flydende og ubesværet, selv om der af og til præsenteres formuleringer, der virker som lettere omskrivninger af en båndoptagelse af et redaktionsmøde. (Fx. afsnittet "refleksivitet", s. 45-46) Angel-saksiske forbistringer forekommer en del steder. (Allerede i forordets første linie benyttes "kommentere på"!) Fremstillingen er kun forsynet med ganske få noter og litteraturhenvisningerne er summariske og upræcise. En del figurer, fx. 3.2 og tabeller, fx. 4.1, er ikke forsynet med henvisninger til de oprindelige data.
Forskningsledelsen har selv valgt at betegne sin opgave som magtudredning. Derfor burde læseren kunne forvente en lidt mere præcis og grundig afklaring af begrebet "magt" end den, der udfolder sig over 2½ side (s. 13f). Her tages der dels udgangspunkt i aktørbegreberne fra politologien (ressourcemagt og relationel magt), dels i systembegrebet strukturel magt. Det forekommer mig derfor rimeligt at forvente, at disse begrebsafklaringer er styrende for bogens udredninger og grundlag for konklusionen.
Denne forventning kan magtudredningen imidlertid ikke indfri. Der er forskellige ansatser til en analyse af systemforhold, oftest i form af indkredsning af de mekanismer, der betinger Samfundsforandringer. I kapitel 2 og 3 er det i hovedsagen som en diskussion for og imod forskellige teoretiske indfaldsvinkler til samfundsstrukturen, men ikke nogen egentlig analyse af magtfaktorerne bag denne udvikling. Et eksempel fra forfatternes diskussion af (national)statens aktuelle rolle:
”Vi skal ikke resumere denne diskussion eller tage stilling, men blot i det følgende eksemplificere tendenser, der trækker i forskellige retninger.” (s.29)
Samme tendens til vage formuleringer præger fx. udredningen af institutionelle forandringer (s. 50) og af globaliseringens konsekvenser (s.286, 297f, 302f.) Det er alt for uklart, hvornår der er tale om faglig tvivl, hvornår der er tale om begrænset adgang til relevante informationer, og hvornår der er tale om fortolkningstvister. Det historiske perspektiv optræder i forskellige sammenhænge, dels som et "før/efter" informationssamfundets gennembrud, dels i et nationalstat/globaliserings- perspektiv, men også blot som en "ved overgangen til det 21. århundrede" - terminologi. "Før-relationen" er derfor temmelig diffus, af og til refereres til efterkrigstiden, til tider tales der om 1960'erne, i andre sammenhænge er det forandringerne som følge af Østblokkens sammenbrud. Sammenfattende tales der om nogle udfordringer, "vi" står over for. Disse udfordringer medvirker til at ændre fordelingen af indflydelsen på beslutningsprocesserne. Konsekvensen af denne analysemetode er, at det lovede historiske perspektiv fortabes i faktuelle opremsninger, og at magten bag Samfundsforandringer forbliver uhåndgribelig og uklar. Som konsekvens heraf er det strukturelle eller systemiske perspektiv reelt betydningsløst i konklusionerne i del V.
Kapitel 12 og 13 adskiller sig i nogen grad fra hovedlinien, idet medierne og de offentlige institutioners betydning som rammer for de politiske aktørers adfærd underkastes en analyse her. Denne analyse af subsystemer nærmer sig en kortlægning af strukturel magt og kan formentlig først og fremmest tilskrives Brinck Lunds rapportering.
Udredningens hovedtendens er imidlertid at opfatte magtforskydninger som et nulsumspil i et historisk perspektiv. Som hovedregel forstår rapporten begrebet magt som fordelingen af indflydelse gennem forskellige indflydelseskanaler. Eller mere teoretisk udtrykt "magt som en ressource, der tilfalder aktører eller grupper af aktører." Specielt fremhæver rapporten to 2 former for magtudøvelse: Definitionsmagt og overtalelsesmagt som væsentlige magtkanaler. (s. 385, 387). Det er uklart, hvorfor disse to former er særligt interessante som indfaldsvinkel til relationen mellem magt og demokrati. Hvorfor ikke fx. "magten til at undlade eller udskyde beslutninger", som i mange tilsvarende analyser opfattes som det måske mest afgørende magtinstrument?
Delresultaterne af nulsumsspillet omtales i slutningen af hvert kapitel, især i del III og sammenfattes i kapitel 21 (konklusionen). Det fremgår, at borgerne i almindelighed har fået mere magt de senere år. Det er især i dette perspektiv, at demokratiet sættes i fokus .Borgerindflydelse er knyttet til den enkelte borgers grad af aktiv deltagelse og denne deltagelse har styrket de demokratiske institutioner, samtidig med at deltagelsen har antaget nye former. (s. 55f) I et sociologisk perspektiv er deltagelsen og dermed også adgangen til demokratiske processer dog ulige fordelt. Uligheden er primært et resultat af fordelingen af uddannelsesressourcerne. Denne synsvinkel udfoldes fortrinsvis i kapitel 5, som omhandler forskellige uligheder i forhold til medborgerskab, men også i kapitel 19 om indvandringens udfordringer af nationalstaten berøres dette spørgsmål. Også (stats)borgerskabets betydning for deltagelse i formaliserede valghandlinger inddrages i analysen, som konkluderer, at udviklingen i det danske demokrati "overvejende har været af positiv art." (s.404)
Med borgerne i det demokratiske førersæde kan de øvrige aktørers placering i spillet måske forekomme mindre betydningsfuld. Rapporten nævner dog en række forskydninger. Folketinget har mistet magt til EU og til domstolene, men uddelegeret indflydelse til kommunerne. På den anden side har det danske parlament udøvet skarpere kontrol med regeringen, dels gennem forespørgsler, dels gennem undersøgelser af ministres eller embedsmænds mulige ansvarspådragende handlinger. (s. 127f og 372f). Blandt de sekundære politiske aktører har organisationerne og "eksperterne" mistet indflydelse, mens medierne har fået større magt. Virksomhederne har opnået større magt gennem internationaliseringen og fusioneringer, men fået trukket nye grænser af myndighederne gennem mere restriktiv lokal lovgivning. Så har vi vist fået alle spillets kort placeret som magtudredningen har registreret dem.
Spørgsmålet er, om vi er blevet særlig meget klogere af denne udredning. Især de borgere, der måtte være utilfredse med deres specifikke placering i magt- eller Indflydelsesfordelingen, kan have grund til at stille dette spørgsmål; men de kan naturligvis blot tage sig sammen og få en bedre uddannelse.
De af os, der allerede har en sådan, kan afvente en egentlig magtanalyse af det danske samfund. Vi må nok vente længe.
Litteratur:
Togeby, Lise: Fra fremmedarbejdere til etniske minoriteter. Århus 2003
Damgaard, Erik: Folkets styre - magt og ansvar i dansk politik. Århus 2003
Svensson, Palle: Danskerne, magten og demokratiet. Århus 2003
Lund, Anker Brinck: Den redigerende magt- nyhedsinstitutionens politiske indflydelse. Århus 2002
Steen Just, Seminarielektor
Købehavns Dag- og Aftenseminarium, CVU Stork
