Et forsøg på styring gennem ensretning i hjemmeplejen,184 sider,
Akademisk Forlag 2003
Dagspressen har jævnligt indslag om utilfredshed med den kommunale hjemmehjælp og som såvel sundhedsprofessionel som samfundsborger har jeg ofte ønsket at nogle med grundig kendskab til feltet har villet lave en uvildig, kritisk og fagligt solid undersøgelse af hjemmehjælpen. Nærværende bog er en sådan undersøgelse og bidrager med ny viden om hvordan modtagerne af kommunal hjemmehjælp oplever hjælpen efter det nye styringssystem Fælles Sprog er taget i brug.
Bogen er en omskrivning af et speciale fra Ålborg Universitet skrevet af to sygeplejersker med solid erfaring i hjemmesygepleje. Fokus er kommunernes projekt Fælles Sprog som styringsredskab i deres tildeling af hjemmehjælp og spørgsmålene der undersøges er ”Hvordan oplever modtagerne hjemmehjælpen, når hjælpen sker med afsæt i Fælles sprog? og ”Understøtter Fælles sprog målsætningen om en individuelt tilpasset hjælp, eller er der konflikt med den? Undersøgelsens metoder er kritisk diskursanalyse af Fælles sprog og narrativ policy-analyse af kvalitative interviews med 13 hjemmehjælpsmodtagere fra en større kommune. Teksten i bogen er problematiserende hvor modsætninger analyseres og diskuteres med solidt belæg fra nyere undersøgelser indenfor hjemmeplejen i Skandinavien og England.
Problemfeltet med tre personhistorier viser systemets svage sider på meget stærk og overbevisende måde. Hjemmehjælpen foregår i skæringspunktet mellem social- og sundhedssektoren og er et personaletungt arbejde som styres ved hjælp af industrielle metoder i en tid hvor disse er forladt af industrien. Det viser den kommunale forvaltnings opfattelse af ældre som objekter og der rejses velargumenteret kritik af kommunernes egne evalueringsundersøgelser af brugeropfattelser som værende kvantitative og udformet som spørgsmål kommunen vil have svar på, og der vises ingen interesse i at vide noget om hvorvidt modtagerne af hjælpen finder denne meningsfuld endsige relevant.
Fælles sprog er standard for omsorgsarbejdet i hjemmeplejen, og fra 1.4.2004 bliver det en permanent ordning under Socialministeriet, som medfører at kommunernes tildeling af hjemmehjælp kan sammenlignes direkte via fælles IT. Hjælp til ældre menneskers bliver dermed generel og ikke individuel som den skal ifølge Lov om social service. Dette Modsætningsforhold vises meget fint i den kritiske diskursanalyse af Fælles sprog, hvor undersøgelser om omsorgsarbejde og muligheder for at standardisere dette bliver grundigt analyseret. Og der rejses spørgsmål om diskurs som ”social praksis bidrager til at forme og omforme sociale strukturer og afspejle dem”, samtidig som der argumenteres med andre undersøgelser der viser at personalet udvikler instrumentel praktisk opfattelse ved brug af standarder i arbejdet og mindre udvikling af det faglige skøn.
Konklusionen på diskursanalysen er ganske alvorlig hvis samfundets moralske værdi indebærer princippet om hjælp til de svageste, for Fælles sprog synes at passe bedre til de ressourcestærke ældre end til de svageste ældre.
Den empiriske undersøgelse består af kvalitative interviews med 13 ældre hjemmehjælpsmodtagere, som danner baggrund for policy – analysen. Ud fra interviewene konstruerer forfatterne et hovedproblem og titel som viser deres tolkning. Desuden er der konstrueret modfortællinger fra visitators vurderingsskema for hver af de interviewede. Undersøgelsen viser at der ikke er defineret problemstillinger udenfor ydelseskataloget, et forhold forfatterne tolker som den hjælpetrængende tilpasses systemet og ikke får individuel tilpasset hjælp som Lov om social service siger.
Fælles sprog består af tre redskaber, model for funktionsvurdering – der er ni områder og katalog over bruger rettede ydelser samt nøgletal om personale o.a. Det diskuteres om de ni funktionsvurderingstrin Fælles sprog er baseret på kan ses som et fagligt løft set i forhold til før hvor retningslinjer var tilfældige eller ikke eksisterende. Forfatterne konkluderer at det meget vel kan være tilfældet hvor der ikke har været fagligt uddannet personale, men at det fagligt uddannede personale tidligere har baseret sin indsats på grundlag af fagligt skøn rettet mod den person, der skal hjælpes.
Undersøgelsen konkluder at Fælles sprog ikke er et alternativ til individuelt tilpasset hjælp. Hvis den skal blive det, må visitator anvende standarderne i et brugerperspektiv frem for som et dataindhentningsredskab. En konklusion der indebærer konflikt mellem system og bruger-perspektivet, og som mange undersøgelser har vist kun dårligt kan fungere i praksis. Under alle omstændigheder kræver det en særdeles faglig kyndig visitator som kan gennemskue systemet og de konkrete situationer for tildeling af hjælp. Er kommunerne interesseret i at ansætte en sådan?
Undersøgelsen viser at et af problemerne med Fælles sprog er måden det bruges på, det bruges formynderisk med objektivering og depersonalisering som resultat. Der vises også at styrings-redskabet overtager dokumentationen af faglig indsats, hvilket det ikke er godt nok til. Forfatterne foreslår derfor at der udarbejdes nye dokumentationsredskaber som kan dokumentere faglighed ved at beskrive de problemstillinger der ikke kan ses i en standard. Det sidste forslag rækker ind i fremtiden og rejser krav til de sundhedsfaglige CVUer om at inddrage dette område i uddannelserne. Fælles sprog er et styringsredskab der også skal løse personaleproblemer i hjemmeplejen, men er det er fællesproblem – har landkommuner samme type problemer med personalet som i storbyerne?
Bogen lever smukt op til sit formål om at give de ældre og tavse modtagere af hjemmehjælp ordet og kan fint indgå i uddannelsesmæssige sammenhænge. Den kan gøre god fyldest på diverse kurser og diplomuddannelser for mellemlange videregående sundhedsuddannede. Teksten kræver stor viden af læseren, derfor kan sundhedsfaglige studerende have glæde af at arbejde med den som grundlag for diskussion om de modsætninger der er bygget ind i samfundets hjælp til ældre medborgere og som er personalets rammevilkår for udøvelse af deres arbejde.
Bogen er meget læservenlig med små livshistorier som gør teksten mere levende og vedkommende og fanger læseren, selvom emnet af nogle umiddelbart kan opleves vanskeligt, tørt og kedeligt.
Bente Sigvaldsen, cand.cur
sygeplejelærer, CVU ØreSund.
