Gunilla O. Wahlström: ”Kirre – en bog om at møde, drage omsorg for og opdrage et tidligt skadet barn”. Kroghs Forlag. 2003

Bogens forfatter, Gunilla O. Wahlström (GW),  er svensk folkeskolelærer med efteruddannelse i konflikthåndtering, vejledning og rådgivning samt psykosocialt arbejde. Bogen er oprindeligt udgivet på svensk i 1997. Den tager således sit afsæt i en svensk virkelighed, der både minder om og afviger fra danske forhold. Umiddelbart er det ikke vanskeligt at overføre bogens indhold og pointer til en dansk virkelighed. Bogen er en skønlitterær fagbog. Sidst i bogen stilles en række problematiserende spørgsmål til videre refleksion og debat.

Bogen handler om drengen Kirres liv fra fødslen og indtil han bliver 7-8 år. GW skildrer omstændighederne omkring hans fødsel, morens livsverden og baggrund samt de professionelle, der involveres i fødslen og bekymrer sig for Kirres livsmuligheder. Moren, Lise, er blot 16, da hun bliver gravid og hun mangler helt et familiært netværk. Faren er ude af billedet og vil ikke kendes ved graviditet. Lise er på mange måder umoden og mangler identitet og selvværd, men alligevel betyder fødslen, at hun for en tid føler, at hun er noget og ejer noget meget værdifuldt: Kirre.

Men snart falder Lise tilbage i gamle adfærdsmønstre, der bl.a. omfatter prostitution og misbrug og hurtigt inddrages hun i et råt og voldeligt miljø. Dette får konsekvenser for Kirre. Hans følelsesmæssige og sociale udvikling går helt skævt. Han bliver gradvist mere og mere indesluttet, samtidig med at han – når han ikke formår at rumme sin frustration og sorg i sin indesluttethed - reagerer med en stor voldsomhed, som omverdenen har svært ved at forstå og håndtere.  

Parallelt med denne fortælling berettes om systemets registreringer af Lises og Kirres livsførelse, først sporadisk og lidt tilfældigt, men efterhånden indtræder forskellige fagpersoner i Kirres liv på en stadig mere indgribende og kompetent måde. De centrale professionelle i bogen er pædagoger, lærere, socialrådgivere og psykologer – og ikke mindst de professionelle plejeforældre.

GW fortæller historien med de forskellige involveredes øjne og forståelser, samtidig med at hun med kommentarer undervejs lader skinne igennem, hvad hun forstår ved det gode liv.

Bogen kan bidrage til en forståelse af nogle centrale sociale og pædagogiske temaer, hvor jeg har valgt at fokusere særligt på tre: Social arv, rummelighedsbegrebet og et helhedssyn på intervention.

GW lægger stor vægt på at redegøre for de forskellige aktørers personlige baggrund – dvs. opvækstvilkår og forældres baggrund og normer. Dette gælder såvel de ”socialt ramte” som de professionelle hovedpersoner. På den måde bliver de enkelte aktørers holdninger og handlinger ikke nødvendigvis acceptable, men forståelige. At Lise så gerne vil være en god mor, men alligevel vender tilbage til forfald og tidlig død, bliver således en  logisk konsekvens af hendes menneskelige og sociale kapital eller mangel på samme. Det samme gælder Kirres første klasselærer, Ingeborg, der inden mødet med Kirre vel nok er en fagligt set velfunderet lærer i gammeldags forstand, men på grund af sin baggrund i et småborgerligt og følelsessvagt miljø har store – og ikke-erkendte – mangler på det emotionelle og sociale plan.

Ikke desto mindre kan social arv brydes, hvilket både Kirre og Ingeborg er eksempler på. Sådanne forandringsprocesser er tunge og forbundet med stor følelsesmæssig smerte, og de forudsætter, at der er et solidt socialt netværk til rådighed. Dette netværk beskriver GW fint i bogen. Men bagved disse eksemplariske cases ligger spørgsmålet, om hvorvidt brud på negativ social arv – eller mønsterbrydning – skal ses netop som enkeltstående solstrålehistorier, som kan studeres og måske genereres. Måske bør opgøret med negativ social arv ligge på et højere politisk niveau – hvilket konkret kunne udmøntes i en bevidst og målrettet boligpolitik eller uddannelsespolitik- jfr. professor i uddannelsessociologi ved DPU, Erik Jørgen Hansen, der i en i en kronik i Politiken (01.04.2000) konkluderer:

   ”at man i bekæmpelsen af social arv må glemme den mønsterbrydertankegang, der lægger op til at tilpasse individerne til systemet. Det er formynderi og hjælper i øvrigt ikke. Derimod skal man føre en velfærdspolitik, der får os til at tro på en samfundsudvikling med social tryghed, fuld beskæftigelse og en retfærdig indkomstpolitik. Eller med andre ord: tilpasse systemet til individerne”

I en nutidig dansk kontekst kan det lyde særligt svært i betragtning af, at der kan sættes spørgsmålstegn ved politikernes vilje til at sikre velfærdssamfundet på disse præmisser. Men GW har formentlig ret i – hvilket en række cases da også viser– at mødet med en signifikant anden kan få afgørende betydning for et livsforløb, når et sammenfald af særlige omstændigheder i øvrigt er til stede.

Brydning af negativ social arv kan føre tanken hen på skolens virkelighed. Pierre Bourdieu opererer med begrebet felt og habitus og her udgør folkeskolen blandt andre institutionstyper et særligt felt, som har udviklet sin egen form for habitus  - en institutionshabitus, som over tid godt nok er foranderlig, men erfaringsmæssigt er præget af en solid træghed. Institutionshabitus defineres ifølge Espen Jerlang gennem:

”… anerkendelse, struktur, virke, værdier, ressourcer, gennem de krav og funktioner, der rettes mod deltagerne mv. Herved reproduceres de deres egen magt og beståen og derved institutionens samt medlemmernes habitus og kulturelle kapital. Uddannelsesinstitutioner tenderer således til selv at definere deres profession, deres videnskabelighed, brugen af de rette teorier og den rette praksis, af de rette referencer og af det rette sprog mv.” (Nul til fjorden, 1995/3)

Bl.a. derfor er det svært for skolen af i dag at rumme de børn, der radikalt adskiller sig fra skolens normer og selvforståelse. Det er dette fænomen, som Kirre rammes af i sit første møde med skolen og som heldigvis gradvist ændres som følge af nogle få, men meget stærke fagpersoner. I bogens efterskrift taler GW om, at pædagoger og lærere i deres erfaringsbaggrund:

   ”savner modeller og følelser fra de udskudtes verden. Det er givetvis godt for dem selv og deres livsskæbne, men for børn, som kommer fra samfundets skyggeside, kan det være umuligt at få forståelse. Disse børn mødes hyppigt af generaliseringer og moraliseringer, som de ikke kan forstå, eftersom de ikke har erfaringer med sådanne værdier eller sådan sprogbrug”.

I løbet af Kirres skolegang, som den beskrives i bogen – dvs. 1.-2. skoleår – ændres dog skolens habitus radikalt, hvor den gradvise inkludering af Kirre tillægges en central betydning. Derved bliver bogen således et studie i de forandringsprocesser, som er nødvendige for, at en skole kan kaldes rummelig eller inkluderende. Her er det kollegiale samarbejde, teamdannelse og tværfaglighed nogle af nøgleordene. Samtidig vægtlægger GW betydningen af, at undervisningen tilpasses børnene – og ikke omvendt. Implementeringen af sådanne forandringsprocesser har samme nødvendighed i den danske folkeskole.

Et central forståelse af det professionelle systems intervention i Kirres livsverden er, at det er overskuelighed og vedholdenhed, der skaber bæredygtige ændringer. GW’s pointerer flere gange, at der ikke skal blandes for mange forskellige fagpersoner ind i Kirres liv. Derimod er varme, empatiske, helstøbte og reflekterende fagfolk, der kan lytte til barnet og søge at forstå dets umiddelbart uforståelige og tilsyneladende urimelige handlinger.

Set i forhold til en nutidig dansk virkelighed, der i stigende grad bærer præg af professionel overrepræsentation i den enkelte sociale sag, er GW’s pointe vigtig. Da Bistandsloven, der i dag er afløst af Lov om Social service, blev introduceret, var det bl.a. under mottoet: ”En enklere vej til bistand”. Denne idealforestilling er i dag overhalet af en tilbøjelighed til at koble en mangfoldighed af særligt uddannede specialister på den enkelte problemfamilie.

Tidligere rektor på Den sociale Højskole i Odense formulerer dette således (Politiken, d. 28.12.2003):

   ”Selv om alle ønsker at gøre det bedste, så er familiemedlemmerne ude af stand til at tage imod hjælp fra støttesystemerne, når der er så mange involverede. De kan ganske enkelt ikke finde rundt. De professionelle er hver især specialister i en meget lille del af familiens liv, og familiemedlemmernes opfattelse af sig selv som unikke voksne og børn forsvinder. De hører på specialistviden om deres mange problemer, men de er ikke længere hovedpersoner i deres eget liv”.

   Derfor er der i stigende omfang brug for generalister i social- og undervisningssektoren, som kan virke som koordinatorer i forhold til den enkelte sociale sag. Her er GW’s beskrivelse af få, men signifikante fagpersoner i sagen om Kirre eksemplarisk for god sagsbehandling og intervention i en kompliceret case på de vanskelige vilkår som karakteriserer et kompliceret samfund.

Bogen kan især anbefales til pædagoger, lærere, socialrådgivere, psykologer og plejeforældre samt studerende inden for de sociale, sundhedsfaglige og pædagogiske uddannelser. Bogen er måske særlig velegnet i forbindelse med teamarbejde eller studiekreds, hvor der kan tages udgangspunkt i de problematiserende spørgsmål, der knytter sig til bogens enkelte kapitler.

Hans Månsson, lektor i pædagogik, CVU Storkøbenhavn