Anne-Marie Møller Jensen
er socialpædagog og stud. mag. i psykologi og socialvidenskab ved Roskilde Universitetscenter.

Professionsforskning må i høj grad beskæftige sig med udforskning af praksis i et professionsområdes arbejdsfelt. På det pædagogiske område involverer det ofte undersøgelser hvor børn er de centrale aktører. I forbindelse med nogle sociologiske undersøgelser, som jeg foretog i et par børnehaver i årene 2002-2003, har jeg været konfronteret med den problemstilling, hvordan man som forsker indgår blandt børn i en børnehave.[1]

Problemstillingen er ikke ny, og der eksisterer da også meget litteratur på området. Forskere har på forskellig vis prøvet at formulere og beskrive forskellige roller, forskeren kan indtage i arbejdet med at undersøge børns forskellige perspektiver på deres hverdagsliv. Hvordan skal forskeren forholde sig overfor børn og personale? I min læsning af den eksisterende litteratur, er jeg ikke stødt på nogen, der overbevisende løser dette metodiske problem.

Jeg vil i det følgende redegøre for nogle forskellige roller som forskeren kan indtage i en undersøgelse af børnehavebørns perspektiver på deres liv i børnehaven. Med baggrund i en kritik af rollerne vil jeg herefter udvikle en anden forskerrolle, der tager udgangspunkt i at forskeren er en fremmed voksen, der for en periode ønsker at vide noget om hvordan børn tænker og håndterer forskellige problemstillinger i børnehaven.

Forskeren som stort barn?
Intentionerne om at ville forstå børn på deres egne præmisser er gennemgående for forskere, der arbejder indenfor det ny barndomsparadigme. Indenfor denne forskningstilgang ses børn som aktive sociale aktører, der både påvirker og påvirkes af de sociale sammenhænge de indgår i.[2] De følgende forskere arbejder alle indenfor dette paradigme. Dette er også mit udgangspunkt.  

Sociologen William Corsaro kan karakteriseres som en af de ”tunge” drenge indenfor børneforskningen. Stort set alle nyere børneforskere, der arbejder indenfor det ny barndomsparadigme har henvisninger til hans bøger. Corsaro betegner selv sit arbejde som etnografisk forskningsarbejde, hvor målet er at klarlægge børnenes perspektiver og derigennem finde ud af hvordan det er at være barn i en børnehave. Han beskriver, hvordan han har forsøgt at overvinde børns tendens til at opfatte ham som typisk voksen, ved i sit feltarbejde at benytte sig af det han betegner som en ”reaktiv” metode. Det går ud på at gøre det modsatte af hvad voksne plejer at gøre i forhold til børn. Voksne plejer at stille børn spørgsmål, give råd eller gå ind i konflikter. I stedet for at kontakte børnene på den måde, satte han sig på legepladser i børnehaver og lod børnene om at kontakte ham. Det resulterede i at børnene efter nogen tid begyndte at stille ham spørgsmål og medførte, at han ganske langsomt blev inddraget i deres aktiviteter. Corsaro beskriver at børnene lidt efter lidt begyndte at definere ham som atypisk voksen og selvom han var meget større end børnene, kom de til betragte ham som et stort barn og omtalte ham ofte som ”Store Bill”.[3]

Mindst mulig voksen?
Inspireret af blandt andet denne tilgang beskriver sociologen Hanne Warming Nielsen sig selv i rollen som ”mindst mulig voksen”. Rollen blev formuleret ud fra et ønske om at hun som forsker kunne komme så nær ”fluen på væggen” uden dog at være ”under cover” som hun selv betegner det. Warming Nielsen argumenterer med, at børnekulturen må forstås på egne præmisser og ses som modsætning til voksenkulturen. Det nødvendiggør en deltagerrolle, der vil gøre det muligt for hende at få adgang til dele af den kultur som kunne opfattes som modstand mod den dominerende voksenkultur. Hun skriver om sine overvejelser, at hun var for stor og for gammel til at børnene i børnehaven ville opfatte hende som et barn, men rollen som ”mindst mulig voksen” var for hende det, der kom nærmest det at være barn. Rollen indebar, at hun forsøgte at indgå i dagligdagen som en af børnene. Det indebar også at indgå i lege sammen med børnene, underordne sig de andre voksnes autoritet og frasige sig sin egen voksenautoritet. Hun beskriver, at rollen ikke var uden problemer, idet børnene tillagde hende voksenautoritet, pligter og privilegier og i nogen tilfælde blev forvirrede over hendes rolle. Disse forhold ændrede dog ikke ved, at hun fandt rollen meget hensigtsmæssig, idet hun fremhæver, at den gav anledning til hele tiden at forhandle hendes position i forhold til børnene. [4] Warming Nielsen skriver selv:

”Mere generelt forudsætter rollen som ”mindst mulig voksen”, som ovenfor antydet, at man ikke har for meget ”ansvarlighed i blodet”, at man ikke har smag for autoritet, og at man ikke bliver utilpas ved ikke at indfri de umiddelbare rolleforventninger. Derudover er det - ifølge Corsaro - befordrende, hvis forskeren er lidt af et legebarn, er i stand til at finde barnet i sig selv. Også det kan jeg nikke genkendende til.” [5] 

Både Corsaro og Warming Nielsen forestiller sig at det er muligt for en voksen så at sige at lege sig ind i en børneposition og dermed blive en slags deltager i børnefællesskabet. Det er efter min mening en stor illusion. Børn har et skarpt blik for alder, og køber ikke denne konstruktion. I stedet bliver forskeren en utroværdig og mærkelig voksen i børnenes øjne. Temmelig urealistisk forestiller Warming Nielsen sig at hun kan ”forlade” sin subjektposition som voksen og blive en del af børnefællesskabet. Her mener jeg modsat at forskeren må anerkende sin subjektposition og medreflektere dens betydning for undersøgelsen. Med henvisning til Pierre Bourdieu vil jeg kritisere Warming Nielsens for at anlægge en strategi for at nedlade sig. Hun benægter symbolsk den sociale distance i forholdet mellem barn og voksen. Det betyder ikke at denne distance ophører med at eksistere

”Jeg tænker på det, som jeg kalder strategierne for at nedlade sig. Agenter, der indtager en højere position i et af det objektive rums hierarkier, benægter symbolsk den sociale distance. Den ophører hermed ikke med at eksistere, men de højtstillede håber det sikrer dem anerkendelsens fordele, som er knyttet til en symbolsk benægtelse af distance(”han er upåvirket”, han gør sig ikke til” etc.). Den symbolske benægtelse implicerer imidlertid en anerkendelse af en distance (de sætninger, jeg har citeret har altid implicit en fortsættelse:” Han er upåvirket af at være hertug,””han gør sig ikke til af at være en universitetsprofessor”etc.).” [6]

Det Bourdieu her får præciseret er sammenhængen mellem social interaktion og social struktur. Det tydeliggør, at de sociale strukturer i samfundet er usynlige i interaktionen mellem mennesker i det sociale rum, men de er der, uanset om vi erkender det eller benægter det. Rollen som stort barn er derfor en urealistisk og illusionsskabende position for forskeren. Den rummer en symbolsk fornægtelse af voksenpositionen, samtidig med at positionen opretholdes.

Hvordan finder forskere på, at de kan optræde som andet end det de er, nemlig voksne? Det fremgår ikke helt, men jeg tror forskerne har oplevet, som både Charlotte Højholt[7] og jeg selv, at børnehavens børn kan finde på at sige ”du er ikke rigtig voksen, vel”, eller ”du er kun en lille voksen”. Det kan dog ikke opfattes som en invitation fra barnets side om at blive deltager i børnefællesskabet, eller som et udtryk for at de ikke godt er klar over, at man er voksen. Det er vigtigt her at huske, at børn har en kontekstbundet opfattelse af begrebet voksen i børnehavens sammenhæng. I andre sammenhænge betyder voksen noget andet for børn, f. eks i familien, og de kan udmærket skelne mellem voksne i børnehaven/ansatte og andre voksne. At være voksen i børnehaven indebærer for børn at personen er en del af personalegruppen og handler som personalet gør overfor børnene. Jeg mener, det er det forhold, der er det centrale at forholde sig til i en definition af forskerrollen i børnehaven. Det handler derfor ikke om at blive som et barn, men om at definere sin voksenrolle som forsker og synliggøre, at forskeren er en fremmed voksen på besøg i børnehaven.

Voksen uden autoritet?
Både antropologen Anja Stokholm og sociologen Harriet Strandell har gjort sig overvejelser om forskellen mellem forskeren og personalet betragtet som voksen og er opmærksom på at spørgsmålet om håndhævelse af de voksnes normer i børnehavens kontekst er central.

Rollen som ”voksen ven” [8] er Stokholms bud på en forskerrolle. Stokholm skriver, at hun fraskrev sig kompetence til at irettesætte og bestemme overfor børnene. Stokholm skriver, at hun prøvede at udvikle definitionen til også at indeholde rollen som undersøger eller lærling og ønskede derigennem at vende forholdet mellem forsker og ”de studerede”, således at ”de studerede” blev set som dem, der var kompetente og kunne bidrage med vigtig viden om, hvordan det er at være barn i en børnehave. Stokholm nævner, at det omvendte forhold, hvor hun så børnene som eksperter i det at gå i børnehave, var med til at skabe gode muligheder for de interview, hun også gennemførte.

Rollen som voksen ven mener jeg ikke er et brugbart bud på en definition af forskerrollen. Forskeren er ikke en ven, men en person, der undersøger en problemstilling i en periode og herefter forsvinder ud af børnenes liv. Forskeren kan heller ikke fraskrive sig et voksent ansvar for indgriben. Men Stokholms mål om at se og anerkende børnenes erfaringer og inddrage dem som medforskere mener jeg er en brugbar metode, som jeg også brugte i min undersøgelse.

”Annorlunda vuxna” [9] definerer Strandell sin egen og sin forskerkollegas rolle. Det indebærer ingen autoritet overfor børnene. Strandell og hendes kollega undgik at gøre noget, der kunne identificeres med personaleautoritet, f. eks. tale med personalet og sidde ved personalets bord. Strandell beskriver, at den manglende kontakt til personalet betød at deres rolle som sociologiske forskere blev noget diffus for personalet, og konsekvenserne af den diffuse rolle nok også skabte en vis usikkerhed om, hvad forskerne egentligt lavede, og hvordan forskernes arbejde forholdt sig til pædagogernes arbejde.[10]

Jeg synes ikke nogle af disse bud på rollen er tilfredsstillende, og vil fastholde at observatøren hverken er et stort barn, en voksen ven eller en anderledes voksen, der undgår kontakt med personalet, ikke er indgribende og ikke har voksenautoritet.

Forskeren som voksen?
Et skridt på vejen til udvikling af et alternativ til rollen som stort barn/mindst mulig voksen findes hos antropologen Eva Gulløv. Hun er kritisk overfor tanken om, at forskeren skal være et stort barn for at få viden om børns liv. Hun mener, at en sådan tilgang vil skabe forvirring hos såvel voksne som børn og derfor ikke være tillidsvækkende. I et forsøg på at udvikle et alternativ til rollen som stort barn definerer Gulløv sig selv som en voksen, der så vidt muligt ikke blander sig eller griber ind i konflikter mellem børnene. Hun fandt det umuligt helt at frasige sig de autoritets- og servicefunktioner som en voksen almindeligvis har overfor børn i en børnehave. I stedet prøvede hun tydeligt at signalere via videokameraet eller skrivebogen, som hun benyttede i sit feltarbejde, hvornår hun var observatør, og hvornår hun var hjælper for personalet. Udenfor specifikke observationssituationer undlod Gulløv at være regelsætter, men oplevede at hun ikke helt kunne frasige sig at hjælpe til og løse konflikter. Hun beskriver, hvordan det at gå ind og binde snørebånd og hjælpe med uddeling af saftevand havde ulemper i form af, at hun blev opfattet som voksen i børnenes og de voksnes øjne. Men hun nævner også, at det havde den fordel, at det var med til at give hende informationer, som var vigtige i forhold til at skabe tillid. Gulløv skriver at hun prøvede at tilstræbe en uproblematisk og venskabelig relation til såvel voksne som børn.[11]

Jeg mener Gulløvs bud på en forskerrolle er et godt skridt på vejen væk fra at forskeren skal agere stort barn. I stedet må forskeren tone rent flag og være det han/hun er, nemlig en voksen forsker. Men Guløvs definition løser ikke alle problemstillingerne omkring forskerens rolle. Gulløv får ikke udredt problemet med både at være distanceret i forhold til personalets voksenautoritet og samtidig være ansvarlig voksen, der griber ind. Jeg vil derfor i det følgende udvikle en ny definition af forskerrollen. Med udgangspunkt i Pierre Bourdieus opfattelse af sammenhængen mellem aktør og struktur vil jeg formulere en forskerrolle, der tydeliggør at forskeren er en fremmed voksen, der for en begrænset periode er på besøg i børnehaven. Med inspiration fra George Simmels begreb om observatøren som ”den fremmede”, der balancerer mellem nærhed og distance[12] opstiller jeg begrebet ”fremmed voksen på besøg”. Denne rolle indebærer balance mellem nærhed og distance og mellem indgriben og passivitet.

Forskeren holder distance og kan være passiv. ”Den fremmede voksne på besøg” er på nogle måder mindre følelsesinvolveret end de øvrige deltagere i situationen i børnehaven. Forskeren har ikke gruppetilhørsforhold og venskabsbånd til børn eller personale og opretholder en distance. Distancen betyder, med Simmels ord, at ”det nære menneske er fjernt”[13] og det indebærer at forskeren ikke involverer sig i skabelse af venskabsbånd og kollegiale relationer eller søger at knytte sig følelsesmæssigt til børn eller voksne. Det betyder også at forskeren ikke bidrager i realisering af forskellige mål og projekter, som børn og voksne har i forskellige situationer, og heller ikke gør deltagernes mål til egne mål. Det betyder også, at børnehaven ikke i den sammenhæng kan regne med forskerens deltagelse. Min erfaring er, at denne distance er vigtig at få præciseret. For personalet i børnehaver er vant til at tænke i vikarer og studerende, der er i praktik, og fælles for disse grupper er at de stræber efter at indgå og være en del af personalegruppen.

Forskeren er også fremmed og kender i princippet ikke stedets mange normer og regler. Dette gælder også, selvom forskeren tilfældigvis gør, men her er det vigtigt at forskeren sørger for systematisk at henvise til personalet. Det betyder, at forskeren ikke håndhæver den særlige ”disciplin”, som gælder i børnehaven.

Forskeren er nærværende og indgribende. At holde distance udelukker ikke, at forskeren er nærværende som voksent ansvarligt menneske. Som fremmed på besøg er forskeren tilstede og nær. Det vil sige indgår naturligt i alle samtaler og aktiviteter. Forskeren griber også ind i situationer, hvor børnene har brug for et voksent menneske f.eks. til at hjælpe med at binde snørebånd, forhindre ulykker eller hjælpe, hvis et barn falder og slår sig. Som fremmed har forskerens forhold til børn og voksne en abstrakt og almenmenneskelig karakter, og på det grundlag kan forskeren være nærværende og indgribende.[14]

Som ansvarlig voksen håndhæver forskeren, hvad jeg opfatter som alment menneskelige normer og regler. Det betyder, at forskeren griber ind, hvis nogle børn slår hinanden, eller på anden måde udsætter sig selv eller andre for fare. Men det er vigtigt at præcisere, at hvis forskeren er nødt til at gribe ind må det være med en indsats, der støtter børnene bedst mulig i selv at løse de opståede konflikter.

På denne måde kan forskeren beskrives som både distanceret og passiv i forhold til børnehavens specifikke normer og regler og til deltagernes projekter, sociale bånd og mål - og som nærværende og indgribende på et almenmenneskeligt plan i situationen.

Etiske overvejelser
Rollen som fremmed voksen på besøg må nødvendigvis følges op af overvejelser omkring etik. Jeg er enig med Pia Haudrup Christensen,[15] når hun fremhæver, at etik i forskning med børn er tæt forbundet med det forskningsperspektiv, som forskeren anvender.

Etiske værdier for forskningen må være begrundet i at børn respekteres på lige fod med voksne. Børn indgår i sociale sammenhænge, som ligner andre sociale sammenhænge som voksne også indgår i, og børn må tillægges de samme handlingsdispositioner som normalt tilskrives voksne. Forskeren må arbejde med åbenhed, og det skal være tydeligt for børnene, hvorfor forskeren er i børnehaven, og hvad materialet skal bruges til. Børnene skal også have at vide, at de har ret til at sige fra overfor at deltage i undersøgelsen. Det indebærer, at børnene kan afvise at tale med forskeren og kan sige fra, hvis de ikke ønsker at blive observeret. Min erfaring er, at det kan børn i børnehaven generelt godt håndtere og forholde sig til.

I min undersøgelse tog jeg åbent notater, og jeg fortalte også, hvad jeg skrev ned, og alle blev sikret anonymitet. Denne åbne fremgangsmåde lukkede ikke af for samtaler med børnene om deres oplevelser med de voksne i børnehaven, subkulturer, andre børn, og andet af betydning i børns verden, som personalet ofte ikke ved noget om.     

Jeg vil afslutte med at sige, at hvis rollen som fremmed voksen på besøg kobles sammen med en etik, der respekterer børnene og deres liv i børnehaven, er det min erfaring at langt de fleste børn gerne vil deltage i en undersøgelse og give deres perspektiver på livet i en børnehave og det vel at mærke uden at forskeren indtager en underlig utroværdig rolle som stort barn eller mindst mulig voksen.