Kampen om læreruddannelsen

Hvert år i august, når skolen begynder og sommeren er allerbedst, gentager ritualet sig. Skolen har stor offentlig bevågenhed og aviserne skriver kritisk om, hvor dårligt børnene lærer at læse/spise sundt/være sociale osv. Opgaverne og forventningerne til, hvilke problemer i samfundet som skolen kan løse, er store. Ofte reagerer de ansvarlige politikere med at placere ansvaret hos lærerne, der skynder sig at sende aben videre til læreruddannerne – seminarierne, der altså løser deres opgave for dårligt. Seminarierne prøver dernæst at forsvare sig eller dukke hovedet i håb om, at aben lander et andet sted og fremkalder en ny overskrift dagen efter.

Ofte overses paradokset, at de aktuelle problemer f.eks. med eksplosiv vækst i specialundervisning ikke kan forklares med den aktuelle læreruddannelse, da kun få procent af lærerne er uddannet efter læreruddannelsesloven, der trådte i kraft fra 1998. Langt de fleste lærere er uddannet under læreruddannelseslove med større vægt på specialpædagogik. Dette har dog ikke forhindret vækst i henvisningerne.

Værre er dog, at kritikken af læreruddannelsen automatisk udløser krav om en ny reform, selv om ingen ved særligt meget om hvordan lærere med den aktuelle uddannelse egentlig fungerer i dagens skole. Skurken udpeges som den særlige danske model for læreruddannelse, der både vil kvalificere lærerne fagdidaktisk og professionelt. Forsvarerne taler også om den særlige danske model, selv om der faktisk er mange andre lande, der også søger at kombinere den videnskabelige og den pædagogisk-didaktiske tilgang til uddannelse af lærere. Og problemer i læreruddannelse og håndtering af udfordringer i den senmoderne skole er fælles for mange lande uanset læreruddannelsesmodel. Måske skal vi være mere forsigtige med den hyppige dyrkelse af ”den danske model” – måske har de andre også gjort sig en tanke eller to, som vi kan blive klogere af!

Aktuelt er gode folk på universiteterne med afsæt i Undervisningsministeriets 4 arbejdsgrupper om kernefaglighed, klar til at overtage uddannelsen af lærere for folkeskolens overbygning. En model der tiltænkes at styrke fagligheden i skolen gennem en fælles læreruddannelse for overbygning og gymnasium, der varetages af universiteterne. Modellen har imidlertid den svaghed, at da universiteterne stort set er uden fagdidaktisk kompetence – med få spredte undtagelser – vil man først skulle lave et stort opbygningsarbejde for at kunne levere en forskningsbaseret fagdidaktisk uddannelse. Men måske er det blot formidling af videnskabsfagene de vil tilbyde – og så skal de kommende lærere nok få ørerne i maskinen i deres samspil med elever, teamkolleger, socialforvaltning og forældre…. Nej, så slemt står det nok ikke til! Men så må universiteterne nok besinde sig på, at opbygning af fagdidaktisk kompetence tager en årrække. I særdeleshed hvis den også skal være forskningsbaseret.

Sådan kan vi altså slå hinanden i hovedet – universiteter og CVUer. Men er det særligt produktivt? Måske skal vi istedet styrke samarbejdet og den faglige vidensdeling. Universiteterne har den videnskabsfaglige styrke, men CVUerne har den fagdidaktiske styrke og erfaringer med hvordan lærerne kombinerer viden og kunnen som professionel – hvad med at samarbejde om læreruddannelse, både til grundskolen og til gymnasiet?

Evalueringsinstituttets aktuelle undersøgelse af læreruddannelsen identificerer problemer og anviser konkrete ændringsforslag. Altså ingen panikløsninger, men en reform baseret på, at vi skal udvikle denne stadigt helt nye model for læreruddannelse. En model baseret på 3-4 liniefag og stærk fokus på fagdidaktik og professionsudøvelse. Et godt indspark både i form og indhold – lad os håbe at Undervisningsministeriets arbejdsgruppe, der forbereder Undervisningsministerens redegørelse til Folketinget i december, er lydhøre over for anbefalingerne.

Jørgen Thorslund