Redaktionelle rammer for AGORA (ISSN 1603-3280) - tidsskrift for forskning, udvikling og idéudveksling i professioner. Med tidsskriftet AGORA søger CVU Storkøbenhavn at fremme vidensdeling med forskere, praktikere og ledere i professionsområderne samt undervisere – og studerende i grund-, efter- og videreuddannelse.
AGORAS artikler indeholder et professionssyn på viden: Viden er social og robust, baseret på reflekterede erfaringer, som dokumenteres bl.a. i form af udviklingsarbejde og forskning. Viden tager udgangspunkt i professionernes praksis og undervisning inden for og på tværs af CVU Storkøbenhavns professioner. Men vi vil også gerne fremme dialogen med beslægtede professioner. Professionerne i CVU Stork har en del til fælles – måske mere end til forskel. Den professionelle (lærer, pædagog, sygeplejerske og radiograf) indgår i samspil med mennesker med henblik på at fremme læring, udvikling, sundhed mv. Et samspil mellem to mennesker men også en fælles opgave – et fælles tredje. Den professionelle arbejder med reflekteret planlægning, gennemførelse og evaluering i forhold til udførelsen af opgaven. Men også udvikling af opgaveløsningen, selve opgavedefinitionen. Hertil kommer nødvendigheden af at styrke det kritiske perspektiv, når de professionelle bliver så optaget af sagen, at de kommer til at fratage eleven/barnet/patienten ansvaret for eget liv, eller forveksler egne professionsinteresser med borgernes behov. Som CVU er det opgaven at udvikle og udfordre professionernes arbejde gennem professionskritik.
AGORA vil distribuere de originale resultater af analyser gennemført af blandt andet medarbejdere og samarbejdspartnere for CVU Storkøbenhavn. Analyserne kan omfatte såvel interne udviklings- og forskningsprojekter, konferencepapers, seminarrapporter, rapporter om væsentlige erfaringer fra professionernes arbejdsfelt og uddannelser. Herudover bringes interviews med referencer til professionsområderne, casestudier, essays, der reviderer kendsgerninger og begivenheder og anmeldelser af bøger, film, rapporter o.a. af interesse for professionerne og lærere indenfor professionsuddannelserne og forskere indenfor området. Endelig giver AGORA plads til debatter, der har udgangspunkt i allerede publicerede artikler eller i aktuelle synspunkter fra den politiske debat på områder.
Artikler, der antages til publicering, udformes i overensstemmelse med en fast standardskabelon og efter nedenstående kriterier. Forslag til artikler afleveres til redaktionen, der såfremt forfatteren ønsker det, søger for reviewing efter gældende og offentlige kriterier. Reviewing af artikler skal normalt ske inden for ca. 2 måneder.
Artikler, der tilstræber forskningskvalitet, skal opfylde flg. kriterier for at kunne publiceres:
- Komme med nye data eller indsigter baseret på original teoridannelse, metodeudvikling eller empirisk analyse.
- Være indholdskonsistente, opdaterede i sine referencer og relevante for tidsskriftets tematik.
- Være velstrukturerede, have et indlysende fokus og en klar konklusion.
- Rumme aktuel viden om et eller flere af CVU Storks professionsområder, herunder uddannelser på områderne.
- Leveres i henhold til layout standardskabelon
Artikler der ikke tilstræber forskningskvalitet skal opfylde almindelige krav om læselighed, markerede pointer og indholdskonsistens.
Forfattere vil modtage besked om hvorvidt deres artikelforslag er forkastet eller accepteret. Originalerne vil ikke blive returneret. Når redaktionen har vurderet at artikelforslaget er interessant, vil forskningsartikler blive sendt til to medlemmer af AGORAS reviewerpanel, der ud fra en relevant faglig ekspertise forestår den videre vurdering. Forslaget vil tilsendes panelet i anonymitet, og panelet meddeler redaktionen, hvorvidt forslaget kan accepteres eller forkastes eller det som en tredje mulighed kan accepteres efter anviste korrektioner i artiklen. I sidstnævnte tilfælde vil originalmanuskriptet blive tilsendt forfatteren. Alle andre artikelgenrer vil blive læst og vurderet af to medlemmer af temaredaktionen.
Redaktionen består af videncenterkonsulenter og udviklingskonsulent fra CVU Stork, der inddrager temaredaktører efter behov. Og bistås af et redaktionspanel bestående af forskningskyndige fra Universiteter, CVU og professionsområderne.
Ansvarlig i henhold til presseloven er udviklingschef Jørgen Thorslund.
Mediet er elektronisk, således at Agora distribueres via en webside under www.cvustork.dk, hvorunder der løbende kan udsendes aktuelle artikler, der efterfølgende samles i 4 årlige numre. Der er mulighed for abonnement.
Økonomi: Artikler distribueres eller downloades uden betaling. Der gives ikke honorar til forfattere. Etablering og driftsudgifter afholdes af CVU Storks udviklingsafdeling samt fondsmidler.
Bidrag: Som hovedregel optages kun artikler, der ikke tidligere har været publiceret på skandinaviske sprog. Manuskripter fremsendes elektronisk til Jørgen.Thorslund@cvustork.dk eller øvrige redaktionsmedlemmer. Bidrag fremsendes som vedhæftet fil i Word med brug af enkelt linieafstand, kursiverede citater og nummererede slutnoter. Referencer angives som Nowotny, H. m.fl.: Re-Thinking science: Knowledge and the Public in an Age of Public uncertainty” Polity. London 2001.
Understregning anvendes kun til links. Copyright: Agora og pågældende forfatter.
I redaktionen indgår fra CVU Stork
- Videncenterkonsulent, Cand. Mag. Henrik Rander
- Videncenterkonsulent, Lærer Per Arne Rasmussen
- Videncenterkonsulent, Seminarielektor, Cand. Mag. Jens Christian Jacobsen, Ph.d. stud
- Videncenterkonsulent, Seminarielektor, Cand. Mag. Carla Tønder Jessing
- Videncenterkonsulent, Seminarielektor, Cand. Mag. Lene Storgaard Brok
- Videncenterkonsulent, Seminarielektor, Cand. Pæd. Bent Madsen
- Videncenterkonsulent, Seminarielektor, Cand. Pæd. Ole Goldbech
- Videncenterkonsulent, Seminarielektor, Dr. Pæd. Bo Steffensen
- Videncenterkonsulent, Sygeplejelærer Cand. Cur. Nelli Øvre Sørensen, Ph.d. stud.
- Udviklingschef, Dr. phil. Jørgen Thorslund
- Udviklingskonsulent, Cand. Pæd. Peter Mikkelsen
Det videnskabelige redaktionspanel omfatter:
- Professor Jens Rasmussen, Institut for pædagogisk sociologi, DPU
- Professor Kirsten Weber, Institut for uddannelsesforskning, RUC
- Seminarielektor Dr. Scient. Hans Christian Hansen, KDAS, CVU Stork
- Seminarielektor Dr. Theol. Niels Willert, Blaagaard seminarium, CVU Stork
- Seminarielektor Helge Kastrup, KDAS, CVU Stork
- Seminarielektor Ph.D Marianne Vega Poulsen, KDAS, CVU Stork
- Seminarielektor, Ph.D Hans Henrik Møller, Blaagaard seminarium, CVU Stork
- Seminarielektor, Ph.D Leon Dalgas Jensen, KDAS, CVU Stork
- Seminarielektor, Ph.D Vibeke Schrøder, Ballerupseminariet
- Forskningsmedarbejder Erik Sigsgaard Højvangseminariet
- Projektkonsulent, Ph.D Søren Smidt, CVU Stork. Placeret ved Center for institutionsforskning, Højvangseminariet
- Seniorforsker Dr. Philos. Finn Daniel Raaen, Senter for Profesjonsstudier Høgskolen i Oslo
- Seniorforsker Ph.D Ûzeyir Tireli, Højvangseminariet
- Universitetslektor Tine Rask Eriksen, Institut for filosofi, pædagogik og retorik, KUA
Yderligere paneldeltager vil blive inviteret med henblik på at have et fagligt bredt panel, der kan dække relevante faglige områder inden for tidsskriftets område.
Redaktionen